Haiku 10

Solsort som trækker
regnormen strækkes ud nu
dødsdømt gi’r den slip

HaiQrt

Udgivet i Haiku | Tagget | Kommentarer slået fra

Haiku 9

Så tavse de er
Med tyste fodslag går de
Stille samme vej

HaiQrt

Udgivet i Haiku | Tagget | Kommentarer slået fra

Ubuntu Netbook Remix på min nye Lenovo S12 ION

Jeg har købt mig en lille Netbook. En lille bærbar med en 12 tommer skærm. Jeg ved ikke hvorvidt jeg egentlig har voldsomt brug for sådan en lille størrelse, men det kan måske betragtes som legetøj der kan gå hen og blive til noget nyttigt.
Målet for dette indkøb var faktisk at benytte styresystemet Linux på computeren. Et lille eksperiment som jeg længe har haft lyst til at udføre. Jeg har de sidste år haft Linux som Dualboot på en stationær pc. Men jeg har aldrig ejet en computer kun med Linux på.
Det ville jeg altså prøve, så derfor købte jeg denne hersens Lenovo S12 ION. Efter hjemkomsten satte jeg en USB stick i et af de 3 slots og bootede op. Så lukkede jeg øjnene og svarede ja til, at Ubuntu Netbook Remix skulle benytte HELE hardisken som partition. Altså, at Windows 7 skulle slettes helt og aldeles fra hardisken. Ingen vej tilbage. Det måtte briste eller bære.

Og det bar !!!
Ubuntu Netbook Remix installerede sig ganske uden problemer. Det skal siges at jeg selvfølgelig havde googlet omkring installationen først, og derfor var klar over, at jeg skulle installere to drivere inden det hele virkede. Derfor foregik installationen med en kablet internetforbindelse, så jeg kunne hente driver til henholdsvis grafikkort og trådløs internetforbindelse. Men efter disse to opdateringer, fungerede det hele fint.

Jeg er overordentlig tilfreds med denne lille computer, som nu kører fuldt og helt på opensource-software. Og det virker, gør det. Det virker rigtigt godt.
Tro nu ikke at jeg er indædt Windows hader. Det er jeg skam ikke. Men jeg er vældig glad for alternativer, og jeg støtter ganske afgjort op om ideen bag opensource-software og dermed Linux.
Jeg har været tilfreds bruger af Ubuntu i flere år, og valgte derfor deres Netbook Remix til Lenovo’en.

Her er et par links du kan se mere på:

Ubuntu Netbook Remix

Lenovo S12 ION

Qrt

Udgivet i Ikke kategoriseret | Tagget , | Kommentarer slået fra

Otto Frellos billeder

Når jeg står foran billederne på Museet i Varde, føles det ligesom at stå ved et vindue, sådan i bogstavelig forstand, og kigge ud eller ind i en anden verden. I en anden tid.
For det ér en anden verden, en anden tid, Otto Frello viser os. Men med glimt af vor egen. Små billeder i billederne. Finurlige detaljer som kræver ekstra opmærksomhed. Som kræver at man lige går et skridt eller to nærmere, for lige at se efter en ekstra gang.

Billederne er meget detaljerede, og der er en helt speciel dybde i dem. For mig har han helt klart sin egen stil i dansk forstand, og så alligevel. Jeg synes måske lidt, at han ligner nogle af de franske tegneserietegnere. Eksempelvis Enki Bilal og Pierre Christin. Måske er det bare fordi nogle af hans billeder giver lidt den samme stemning, som bringer minder frem fra dengang jeg læste mange tegneserier. En stemning af at den tid vi kender er slut og en ny tid begynder. Noget som hele tiden minder os om det som var eller er, men som afløses af det som er eller kommer.
Giver det mening ?

Der er et skin af eventyr i alle billederne. Man bliver taget ved hånden og ført ind i en særegen verden som kun består lige dér, i Otto Frellos billeder.
Det er ikke billeder man bare kigger på. Det er billeder som man går på opdagelse i. Synes jeg.
Og det kan jeg godt li’ !

Men du kan gå på opdagelse her, og får du lyst til den ægte vare, så besøg Varde Museum.

Qrt

Udgivet i Ikke kategoriseret | Tagget , , , , | 2 kommentarer

Et øjeblik i Bruxelles

Det er en oplevelse at færdes i Bruxelles. Et bombardement af alle sanser. Et fortravlet sted. Et tempo som er umanerligt højt. En million-milliard mennesker forsamlet omkring mig.
På gader, caféer og restauranter høres et mix af alverdens sprog. Her er folk fra alle egne af verden.
En lille flig af hele verden, samlet på et enkelt sted.

Her er der puls og travlhed. Fra det ene møde til det andet. Fra den ene konference til den anden.
Alle mennesker ser ud til at være på vej et sted hen. Fra ét sted til et andet. Aldrig bare lige her.
Ingen ser ud til at gå på gaden bare fordi… Bare for at gå. Eller bare for at være.
Vigtige beslutninger, forhandlinger, taler, meninger, informationer, svæver hastigt hen over fortove og pladser, indhyllet i fine slips og jakkesæt, eller flotte bussines-kjoler. Ind og ud af bygninger. Op og ned i elevatorer.
Det er her det sker. Meget af det som påvirker vort liv og vor verden.

Efter endt konference skal vi spise en sen middag. Vi går ind i byen til en lille gade ved Grand Place. Ren hygge med lys og mennesker og liv. Dejlig restaurant med en lækker buffét. Senere går det hjemad mod hotellet. Jeg fik en følelse af både at være hjemme og ude. Adskillige gange høres modersmålet fra forbipasserende. Man er ikke helt alene her i Bruxelles.
Tænker lige på hvordan der mon vil se ud i Bruxelles, hvis man med et trylleslag kunne fjerne alle mennesker, som var her i et forretnings eller politisk ærinde. Hvor mange mennesker ville så være tilbage her ?
Nåmmen det er vel også lidt ligemeget. Bare en lille tanke som pludselig slog mig.

 

Dagen efter i frokostpausen. Vi skal da lige hilse på ham drengen der tissede på det hele. Manneken Pis. Så vi drager afsted for at finde ham. Og det lykkes da også efter lidt søgen. Men, hold da op for en nederen oplevelse. Sådan en lille purk. Nærmest gemt væk på et gadehjørne står han, i al sin undséelighed. Var det virkelig det ??? Er det virkelig alt ???
Hvordan kan man være så lille og næsten gemt væk, og så være så berømt ?!
Hmmm ??!! Kan jo spørge Den lille Havfrue når jeg kommer hjem.

Qrt

Udgivet i Ikke kategoriseret | Tagget , , | Kommentarer slået fra