Billederne er meget detaljerede, og der er en helt speciel dybde i dem. For mig har han helt klart sin egen stil i dansk forstand, og så alligevel. Jeg synes måske lidt, at han ligner nogle af de franske tegneserietegnere. Eksempelvis Enki Bilal og Pierre Christin. Måske er det bare fordi nogle af hans billeder giver lidt den samme stemning, som bringer minder frem fra dengang jeg læste mange tegneserier. En stemning af at den tid vi kender er slut og en ny tid begynder. Noget som hele tiden minder os om det som var eller er, men som afløses af det som er eller kommer.
Giver det mening ?

Der er et skin af eventyr i alle billederne. Man bliver taget ved hånden og ført ind i en særegen verden som kun består lige dér, i Otto Frellos billeder.
Det er ikke billeder man bare kigger på. Det er billeder som man går på opdagelse i. Synes jeg.
Og det kan jeg godt li’ !

Men du kan gå på opdagelse her, og får du lyst til den ægte vare, så besøg Varde Museum.

Qrt

Her er der puls og travlhed. Fra det ene møde til det andet. Fra den ene konference til den anden.
Alle mennesker ser ud til at være på vej et sted hen. Fra ét sted til et andet. Aldrig bare lige her.
Ingen ser ud til at gå på gaden bare fordi… Bare for at gå. Eller bare for at være.
Vigtige beslutninger, forhandlinger, taler, meninger, informationer, svæver hastigt hen over fortove og pladser, indhyllet i fine slips og jakkesæt, eller flotte bussines-kjoler. Ind og ud af bygninger. Op og ned i elevatorer.
Det er her det sker. Meget af det som påvirker vort liv og vor verden.

Efter endt konference skal vi spise en sen middag. Vi går ind i byen til en lille gade ved Grand Place. Ren hygge med lys og mennesker og liv. Dejlig restaurant med en lækker buffét. Senere går det hjemad mod hotellet. Jeg fik en følelse af både at være hjemme og ude. Adskillige gange høres modersmålet fra forbipasserende. Man er ikke helt alene her i Bruxelles.
Tænker lige på hvordan der mon vil se ud i Bruxelles, hvis man med et trylleslag kunne fjerne alle mennesker, som var her i et forretnings eller politisk ærinde. Hvor mange mennesker ville så være tilbage her ?
Nåmmen det er vel også lidt ligemeget. Bare en lille tanke som pludselig slog mig.

Dagen efter i frokostpausen. Vi skal da lige hilse på ham drengen der tissede på det hele. Manneken Pis. Så vi drager afsted for at finde ham. Og det lykkes da også efter lidt søgen. Men, hold da op for en nederen oplevelse. Sådan en lille purk. Nærmest gemt væk på et gadehjørne står han, i al sin undséelighed. Var det virkelig det ??? Er det virkelig alt ???
Hvordan kan man være så lille og næsten gemt væk, og så være så berømt ?!
Hmmm ??!! Kan jo spørge Den lille Havfrue når jeg kommer hjem.

Qrt

Der var ikke voldsomt mange teenagere blandt de ca 3000 tilskuere. Og det var lidt morsomt med alle os halvgamle som var til revival koncert. Kom til at tænke på, hvordan det mon ville se ud hvis vi alle begyndte at headbange, og man lod en spotlight svinge ud over publikum. Det vill jo ligne en kæmpestor discokugle med reflekser fra alle skaldepanderne.

Nåmmen, det var altså en rigtig god koncert. Det var det. De ka’ altså stadig. Og er stadig blandt de bedste. Der er rigtig mange bands som blegner ved siden af.
Sådan er det !

Qrt

For mig er det altså lidt magisk.
Og fantastisk.
Det intense samspil mellem glasset som materiale og det omgivende lys. En glad og positiv kunstart, netop fordi lyset spiller en så væsentlig rolle i, at give glasset liv.
Sådan har jeg altid tænkt på det, når jeg har set på glaskunst, eller bare glasting.
En evig symbiose mellem fast materie og flygtigt, livgivende lys.

Qrt

Den første is ved vandet i år. Softice med krymmel i lillepigehænder. Tindrende øjne og klistrede fingre og nydelse så ubeskrivelig.

Der er sommer på vej. Det er der. Kaste sten i vandet. Uanset alder.
Altid kaste sten i vandet. Der er ingen forskel på glæden. Kun kastenes længde eller antallet af smut afslører alder.
En universel handling så gammel som mennesket selv. Kaste sten i vandet, ud i verden, ud i uendeligheden.

Kigge efter sten på stranden. Smukke sten, sjove sten, store sten, små sten, søde sten, sure sten, glade sten.

Hjemme igen med sand i sko og strømper. Smil på læben og sten i lommen.
Æblekinder med softicerester og et par krymmelstykker på jakkekraven.

Qrt

observing
interpretation
observing
interpretation

rearranging context
yet awareness of the core

capturing in bytes
expressing

fragmenting time
into
emmotional shades
of light
of darkness
of colours

of life

Qrt

Derudover vin, øl og vand ad libitum.

Qrt

Men lige netop på denne årstid, edderkoppernes årstid, er jeg alligevel betaget af disse afskyeligt fascinerende skabninger.
Tidligt om morgenen, når luften står stille og solen varmer, så spiller lyset henover buske, træer og hækkene som omkranser byens haver.
Og der i det nyfødte morgenlys, åbenbares det mest fantastiske syn. Millioner af tindrende dugdråber sidder i edderkoppernes spind, og ligner diamanter som hænger fritsvævende i smukke hjulformede mønstre, mellem sommerens sidste skud i buske og træer.
Det virker som om lyset har sit eget liv, som det brydes af dråberne og får dem til at glimte som små stjerner, i et vegetativt univers. Et grønt kosmos hvor hvert enkelt spind er sin egen galakse.
Kombinationen af den kolde og fugtige morgenluft, og varmen fra sollyset, plus det spektakulære syn, vækker sanserne til live på en jomfruelig måde, som jeg skal helt tilbage til mine tidlige drengeår for at kunne genkende.

En lille kilden i maven bringer mig tilbage til virkeligheden (den med arbejde og så’n!).
Var det en lille glædesfornemmelse der boblede der ?
En slags ur-følelse ?
Mon urtidens mennesker også faldt i staver, sådan en smuk sensommermorgen ?
Kildede og boblede det også lidt i deres maver ?

Qrt