Ved et rent tilfælde så jeg for en måneds tid siden, at Deep Purple gav koncert i Århus, her den 21 november. Så måtte vi jo afsted, et par af drengene og mig.
Så nu sidder jeg så her ved skærmen og evaluerer, efter at mine ører er faldet til ro og pulsen har lagt sig. Jo, der er stadig en rigtig varm fornemmelse i maven. Det var altså rigtig-rigtig fedt. Godt nok er de ved at være gamle, og Ian Gillans stemme er ikke hvad den har været. Men, det til trods, så leverede de varen. Alle de go’e gamle numre, med et solidt håndværk i ryggen, krydret med forrygende solospil af både Roger Glover på bas, Don Airey på orgel/keyboard og Steve Morse på guitar. Bag trommesættet sad Ian Paice og lagde en lækker tyngde bag alle numrene.
Der var ingen tvivl om, at de gamle drenge hyggede sig deroppe på scenen. Det kunne jeg se, at de gjorde. Hygge-rock, var det.
Der var ikke voldsomt mange teenagere blandt de ca 3000 tilskuere. Og det var lidt morsomt med alle os halvgamle som var til revival koncert. Kom til at tænke på, hvordan det mon ville se ud hvis vi alle begyndte at headbange, og man lod en spotlight svinge ud over publikum. Det vill jo ligne en kæmpestor discokugle med reflekser fra alle skaldepanderne.
Nåmmen, det var altså en rigtig god koncert. Det var det. De ka’ altså stadig. Og er stadig blandt de bedste. Der er rigtig mange bands som blegner ved siden af.
Sådan er det !
Da jeg i nat var på vej i seng, kom jeg ganske tilfældigt forbi et tændt TV. Uden at kigge nærmere på skærmen fangede mine ører dog en genkendelig lyd. Et stykke musik som jeg mente at have hørt før. For meget længe siden.
Straks stoppede jeg op og tog et par skridt baglæns, så jeg kunne se på TV skærmen. Og, jo da ! Jeg havde hørt rigtigt.
Det var Pink Floyd, der spillede der i TV’et. Faktisk viste det sig at være et helt program, som handlede om Pink Floyd. Vist sent natten til søndag på TV2 Charlie.
Så jeg satte mig ned og kiggede med. Ej, hvor har jeg lyttet meget til Pink Floyd, for ganske, ganske mange år siden. Ved egentlig ikke hvorfor det holdt op igen. Har jo aldrig været træt af deres musik. Men måske noget med, hver ting til sin tid, eller noget sådan.
Men det var faktisk en meget stor fornøjelse, at se det program i nat. Nutidige interviewklip mixet med gamle studie- og koncertoptagelser. Mest handlede det om albummet som hedder ”Dark Side of the Moon”, udgivet i 1973.
Så sidder man der og får et hav af flashbacks til fordums dage. Ej, hvor er det altså længe siden.
En sjov oplevelse i den forbindelse var, at da de i udsendelsen fortalte om det nummer som hedder ”Time”, og spillede et klip derfra, kunne jeg huske hele David Gilmours meget smukke guitarsolo. Tone for tone.
Det var underligt, på en måde. Jo, jeg kan skam godt huske at jeg har hørt den henved en million-milliard gange. Meeeeeen, alligevel. At kunne huske det så tydeligt, så længe efter.
Nu er det altså også et ualmindeligt smukt stykke musik. Ligesom så meget andet Pink Floyd har lavet.
Herunder kan du så selv høre eller genhøre “Time”. God fornøjelse.
Jo, jeg kom lige til at huske det.
Den aften for snart 2 år siden.
I Randers. Den 6. juni 2007, til concert med Aerosmith.
Javist er det længe siden, men just i dag dukkede oplevelsen krystalklart frem i min hukommelse. Bare fordi jeg genfandt en lille musikvideo på YouTube.
Øjeblikket efter befandt jeg mig, i tankerne, på plænen foran scenen i Randers hin sommeraften.
Med salig fryd dukkede følelserne og fornemmelserne frem i mit indre. Denne fantastiske tunge vellyd. Dette unikke mix af blues og rock, som virker så ægte, intenst og dybfølt, når disse evigt unge gamle drenge leverer varen.
Der er for mig ingen tvivl om, at et sådant øjeblik og musik af den kaliber, absolut er en fuldgyldig del af det gode liv.
Der stod jeg upfront med mit lille digitalkamera og forevigede øjeblikket, som jeg aldrig havde troet at jeg skulle komme til at opleve.
Og nu sidder jeg her, en kold februar dag, og drømmer mig tilbage. Tilbage til en sommeraften hvor luften er fuld af vellyd. En rå stemme som oser af attitude, som tages i hånden af saftige guitarriffs og soloer, der flyder smukt og intenst på et underlag af solide rock- og bluesrytmer.
Radiocity, en relativ ny radiostation i lille Danmark. Stationen spiller solid rock fra ca. 1970 og op til i dag. Og det må jeg sige, de gør særdeles godt. Hvis man lige kan se bort fra de sporadiske reklamespots, så er musikken helt fantastisk. Det er ganske simpelt den bedste rockmusik gennem de sidste snart 40 år.
Du kan selvfølgelig finde den på din almindelige radio samt på netradio.
Så, Tune in, hvis du er til rockmusik med et nostalgisk strejf. Medens jeg har siddet og fiflet dette lille blogindlæg, har jeg lyttet til Led Zeppelin, Eric Clapton, Jeff Beck, Aerosmith m.fl., for lige at give et par eksempler.
En lille special feature er, at Alice Cooper, den gamle rocker, af og til er vært på stationen. Cool, ikke sandt ? (Han er i øvrigt hverken værre eller bedre end så mange andre radioværter ).
Men du kan selv se mere her: www.rockdukender.dk hvor der er oplysninger om frekvenser m.m.
Jo, jeg kom lige til at huske det.