Qrt's

Aldrig i mit liv har jeg set så mange mennesker på en gang. Vi ankommer til Venedig kl. 9.30, og allerede da, er der rigtig mange mennesker over det hele. Men da vi når lige på den anden side af frokost, så er der mere end dobbelt så mange mennesker overalt. Alle mulige nationaliteter.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor tomt der må være i resten af verden. Det er da helt vildt det her. Vi går jo som sild i en tønde.
Venedig er fantastisk, men lige netop denne dag, kunne jeg godt have nydt det hele, en hel del mere, hvis der bare havde været halvt så mange mennesker. Og dog. Halvt så mange vil altså også have været alt for mange.
Anyways.

Venedig er fantastisk, smuk, fascinerende, fortryllende, overdådig, spændende.
Venedig er et maskebal.

Det virker lidt paradoksalt, med disse meget gamle bygninger, og de smalle gamle gader, men butikkerne er topmoderne, og sælger de mest nymodens ting og sager.
Det virker som at pakke dagens nyheder ind i en avis fra forrige århundrede.

Vi står ved et lille gadekryds, mellem gamle maleriske smukke huse, og der lige foran os ligger en butik med Ferrari merchandise, og en ægte F1 racer udstillet lige inden for døren.
Jeg ved altså ikke lige hvad jeg skal sige om den slags. Min kæde hopper lidt af her.

Så står vi pludselig og kigger på vinduet til en guldsmedebutik. Og det er flotte sager, som ligger der i vinduet. Og det ser dyrt ud. Der er heller ingen prisskilte ved smykkerne. Så kan selv jeg regne ud, at det ikke kan svare sig at gå ind og spørge. Det vil højst sandsynligt bare medføre et løftet øjenbryn hos den venetianske ekspedient, som vil tænke noget i retning af: Ja, hvis du nu havde råd til at købe smykker her, så ville du jo ikke spørge om prisen først. Vel ?!

Så vi fattigrøve går videre. Og vi kigger på dyre butikker. Rolex, Armani, Gucci og alle de andre dyre mærker. Hver med deres lille butik i Venedig. Men et eller andet sted virker det vel ok, at der skal være netop den slags butikker i en by som Venedig.

Men der er skam også mange andre butikker, og alle boderne på markedet ved Rialto broen. Der kan vi andre godt få råd til at handle. Og det gør vi så.
Og vi må da også lige ind i en af kirkerne. Ikke den store på Markuspladsen. Der er en 100 kilometer lang kø. Det orker vi ikke lige. Nej, en lille en som lå ved et ganske lille torv.
Ind går vi, og tænder en lille håndfuld lys for nogen som trænger til netop det. Det skal man da.
Jeg har før skrevet om netop det, så ingen grund til at gentage. (link)

Ude af kirken igen og vi finder en restaurant, hvor vi sætter os og bestiller en frokost.
Lidt pizza og lidt spaghetti.
Derefter videre. Slentre og kigge. Suge til sig af skønhed, historie, atmosfære.
Vi hyrer en taxibåd og får en rundtur på en times tid. Det viser sig at være en rigtig god ide.

Det er en stor oplevelse at besøge Venedig. Det er det altså.
Det vil vi gøre igen. På et andet tidspunkt, hvor der er knap så mange andre turister. Jeg kunne godt tænke mig bare at sidde på en café og nyde Venedig. Alle indtrykkene, uden at blive stresset af de tusinder andre som lige netop skal stå foran, eller gå forbi.
At kunne bevæge sig rundt i eget tempo. At kunne opleve på egne præmisser. At kunne nyde i fulde drag, uden at blive forstyrret.

Venedig er et vidunderligt maskebal. Et ansigt med tusinde facetter.
Bagved maskerne er der alt fra storhed til forfald.

Qrt

Kommer susende gennem Østrig om natten. Der er mørkt der mellem bjergene. Lyden fra motoren fortæller at den ligger på det helt rigtige antal omdrejninger. Næsten lydløs. Det går rigtig godt lige nu.
Så, et stykke tid før vi når til Tauern-Tunnel. Så går det hele i stå.
STAU !
Så holder vi der. Der er biler så langt øjet rækker. Både foran os og bagved os.
Åh nej, tænker jeg. Det her gider jeg altså ikke. Jeg er på det tidspunkt den eneste vågne i bilen.
Øv ! Nu gik det lige så godt.
I tværhed slukker jeg motoren. Andre omkring mig følger trop. Der bliver mere og mere stille.
Jeg stiger ud af bilen og kigger mig omkring. Der er helt stille nu. Alle har åbenbart slukket deres motorer. Flere er stået ud af deres biler. Nogle benytter lejligheden til at tænde en smøg. Andre tisser diskret i vejkanten.
Motorvejen er pludselig som forvandlet til en stille mælkevej. Små lyspunkter illuminerer køen af biler. Kabinelys, GPS’er, mobiltelefoner, en enkelt lommelygte, cigaretter hist og her. Et besynderligt skue. Nærmest lidt SCI-FI agtigt. Måske endda lidt spooky.
Og så alligevel.
På trods af at begrebet STAU vel er ensbetydende med ’spildt af tid’, så er det altså lidt hyggeligt alligevel.
Bare et ganske kort øjeblik.

Qrt

Det går faktisk fint. ‘Berith’, som vi har døbt vores GPS, klarer det fint ned gennem Tyskland og Østrig. Hun har ikke snakket så meget. Det har heller ikke været nødvendigt på denne del af turen.
Det går jo egentlig af sig selv, og er da heller ikke første gang.
Vist er det en lang tur man har foran sig. Det er da også en tanke der strejfer, medens man går og propper i bagagerummet.
Der er da ganske mange timers kørsel forude, men jeg synes faktisk at det er ret hyggeligt. Suse derud af. På en rejse så lang, at den rigtig kan mærkes. For lang til at være noget man sådan lige kan ‘overstå’ i en fart.
Rejsen er simpelthen nødt til, at være en del af ferien.

Selvom vi sidder, isolerede i vore forskellige køretøjer, synes jeg at denne rejseform byder på slet ikke så lidt fælleskab.
Jeg synes der er en vis samhørighedsfølelse, når man ser en dansk nummerplade der et sted på motorvejen. Vi er alle på vej på ferie. I hverttilfælde på denne side af vejen.
Den der specielle ‘roadtrip’ atmosfære, når man svinger ind på en rasteplads. En tiltrængt pause. Toiletbesøg. Bagefter ind i restauranten, eller ind i kiosken. Noget at spise og drikke. Lidt godt til de næste kilometer.
Når man høre nogle andre danskere tale, så kigger man lige op. Man udveksler måske et smil, et lille nik, eller bare et blik. ”Ja, så nåede vi hertil”. Det er vi jo alligevel fælles om. I hver vort køretøj.
Hyggen ved at sidde og få en lille lur, medens ‘co-driveren’ kører. Åbne øjnene et kort sekund og søvnigt konstatere, at man glider forbi et lastvognstog. Senere genkender man dem bare på lyden.
Det er en rigtig fed lyd at småsove til.
Jo, der er en helt speciel atmosfære, der på motorvejen ned gennem Europa. Især om sommeren.
Millioner af mennesker som flytter sig. Til og fra de samme feriemål. På de samme motorveje.
Det kan man vel godt kalde en slags Europæisk Fællesskab.

Qrt