Så fint der er derude.

Gad vide hvad der kom først, skyerne eller søerne ???

Qrt

Uha det kunne ha’ gået grueligt galt. For både ænder og mennesker. Godt at trafikken ikke var voldsomt tæt.

Qrt

Qrt

Nej, lad nu det forår komme, med varme og lys og lad verden blive grøn igen.
Det ka’ jeg li’ !

Qrt

Som pårørende står jeg nu ude ved bussen. Med møje og besvær får vi hjulpet alle mand ind, så vi kan komme afsted.
Efter en kort køretur holder vi på en lille parkeringsplads ved skoven. Med møje og besvær får vi så hjulpet alle mand ud igen. Og så begiver vi os ind i skoven. Den kvindelige repræsentant for kommunens plejepersonale og hendes frivillige mandlige hjælper, imponerer mig i dén grad. Som de dog kan snakke med de gamle og samtidig informere mig om alt vedrørende denne ‘Skovgruppe’. Ordstyring på aller højeste niveau.
Vi ender ved en lille sø, hvor der står et par bænke og et bord. Faktisk et smukt lille sted. Med åkander ude midt på søen, som delvist er omkranset af buske og træer. Vi får os sat alle sammen. Et par af de gamle mænd sætter sig lidt afsides på en bænk ned til vandet. De snakker ivrigt om noget for længe siden, såvidt jeg kan høre.
Men det er skam lidt hyggeligt. Jeg går lidt rundt og lytter og kigger. Menneskene og omgivelserne.
Tusindvis af insekter flyver lavt over vandoverfladen. Der er fisk der laver små cirkler i vandet. Et par af mændene fanger bevægleserne i overfladen og kommentere det lystigt. Jagtinstiktet er stadig aktivt, alderen til trods.
En ældre dame vil have sig et par åkander med hjem. Hun mener at hun sagtens kan svømme ud og hente dem. Hun har været gymnast hele sit liv, så det er ikke noget problem. Men vor kommunale plejer får hende nu snakket fra idéen igen. Heldigvis, for det tror jeg nu ikke lige var forløbet så godt.
Der bliver snakket frem og tilbage. Om nu og før. Natur. Fiskeri. Blomster. Haver. Vind og vejr. Simple ting som alle ved noget om. Samtidig med at jeg bliver informeret om demens, og hvor godt det er for de gamle at komme ud i naturen. Noget praktisk og fysisk. Og jeg tror skam på det. Jeg kan jo se det. Jo, jeg kan sagtens se forskellen på det her, og så det at sidde ved et vindue på et plejehjem eller i en ældre bolig, og kigge ud.

Ja, jeg kan ikke lade være med at drage lidt paraleller til da mine egne børn gik i børnehave og var med i en ‘Udegruppe’. Et eller andet sted er det hele lidt tragikomisk. Det er altså nogle gange til at grine lidt af. Men midt i grinet, sidder der altså også en tåre i øjenkrogen. Som pårørende til en dement forælder.
Det er uværdigt for mennesker, på den måde at miste identitet og evnen til at være social i forhold til resten af verden. De har ydet deres, og burde nu kunne nyde resten af deres liv, sammen med familie og venner.
Men nu kan de ikke huske noget som helst. Kan ikke kende deres egne børn. Ved ikke hvem der er levende eller døde. Ved ikke hvad dag det er, eller hvilket år det er. Kan ganske simpelt ikke klare sig selv længere. Sådan rent mentalt.

Så er det godt at der er nogle som formår at skabe nogle rammer og aktiviteter, som eksempelvis en ‘Skovgruppe’, hvor der skabes lidt liv og lidt glæde en gang imellem. Selvom de gamle ikke lige ved hvad der foregår, eller kan huske det bagefter. Det er også ligemeget. Bare der sker noget i nuet. Noget som bryder den endeløse række af triste ‘tors’dage.

Qrt

Medens jeg sad på hug, der ved kanten af græsplænen, og hev i noget ukrudt som har forvildet sig ind mellem mine Pebermynte-planter, kom et par Havesangere (tror jeg det var, og det er altså en slags fugl), faretruende nær.
De fés rundt i nogle buske tæt på mig, og sang/kvidrede af hjertens lyst. Og de små kræ kan altså synge/kvidre temmelig højt, sku’ jeg hilse at sige.
Jeg gik faktisk helt i stå i mit havearbejde. Sad bare og kiggede og lyttede til den lille naturfilmssekvens, som lige udspillede sig der foran mig. Syntes egentlig det var en fed lille oplevelse. Hvis jeg sådan skal være helt ærlig.

Nu tænker jeg så på, om man på sine ‘gamle’ dage, er ved at blive sådan lidt små nørdet. At falde lidt i svime over et par pipfugle som smutter forbi ude i haven.
‘Get a life’, kunne man fristes til at sige.
Ok, det synes jeg da også at jeg har. Og jeg har ‘overskud’ til også at dvæle ved den slags ‘små’ hændelser i livet.

Og så kunne man skrive en frygtelig masse om at være tæt på naturen eller ej, som moderne menneske i en teknokratisk verden, osv, osv, osv.
Men det vil jeg ikke.

Qrt