Qrt's

Jeg hader edderkopper. De er grimme, de er afskyelige, og mennesket har en gang for altid, i diverse fortællinger, film m.m., klassificeret dem som ondskabsfulde og gemene.

Men lige netop på denne årstid, edderkoppernes årstid, er jeg alligevel betaget af disse afskyeligt fascinerende skabninger.
Tidligt om morgenen, når luften står stille og solen varmer, så spiller lyset henover buske, træer og hækkene som omkranser byens haver.
Og der i det nyfødte morgenlys, åbenbares det mest fantastiske syn. Millioner af tindrende dugdråber sidder i edderkoppernes spind, og ligner diamanter som hænger fritsvævende i smukke hjulformede mønstre, mellem sommerens sidste skud i buske og træer.
Det virker som om lyset har sit eget liv, som det brydes af dråberne og får dem til at glimte som små stjerner, i et vegetativt univers. Et grønt kosmos hvor hvert enkelt spind er sin egen galakse.
Kombinationen af den kolde og fugtige morgenluft, og varmen fra sollyset, plus det spektakulære syn, vækker sanserne til live på en jomfruelig måde, som jeg skal helt tilbage til mine tidlige drengeår for at kunne genkende.

En lille kilden i maven bringer mig tilbage til virkeligheden (den med arbejde og så’n!).
Var det en lille glædesfornemmelse der boblede der ?
En slags ur-følelse ?
Mon urtidens mennesker også faldt i staver, sådan en smuk sensommermorgen ?
Kildede og boblede det også lidt i deres maver ?

Qrt

Langsomt trænger lydene ind gennem skodderne. Fuglekvidr. Raslen i buskadset uden for vinduet.
Vore franske genboers baby hyler, og vil uden tvivl gerne snart have sin morgentår.
Trafikken på vejen uden for campingpladsen tager til.
En let vind høres udenfor. Rasler lidt med bladene i træerne.
Efter at have skubbet skodderne lidt op, ses en klar blå himmel. En varm solstribe henover hovedpuden lover godt for resten af dagen.
Men hvorfor stå op ?
Hvorfor ikke bare ligge her og lytte videre. Slappe af. Bare være.
Nu kommer traktoren op nede fra stranden. Langsomt kørende på vejen mellem en stribe bungalows.
Så er stranden gejlet op til dagens mylder. Pænt jævnet ud og renset.
Folk er ved at stå op nu. Der er mere og mere snak udenfor. Skramlen af havemøbler på terasserne. Teltduge bliver lynet op og i. Børn ler og snakker højt. Enkelte voksne tysser og prøver at dæmpe den spontane glæde en anelse. I høflig respekt for de omkringboende.
Så begynder man at gå til købmanden efter morgenbrød. Eller ned til stranden.
Man kan tydeligt høre hvis de har klip-klapper på. Der er de lette trin, hvor man kan høre slagene mod hælene. Deraf navnet vil jeg tro. Og så er der de som er meget trætte, eller har nogle sindsygt tunge klip-klapper på. Slæbe, slæbe, slæbe, lyder det henover fliserne.
Vor tyske nabo nyser gevaldigt, kan jeg høre. Er staklen mon blevet forkølet i den Italienske sommer varme ?
Campingpladsen er vågnet op til dåd. Skal vi blive liggende ???
Man kan vel lige anstrenge sig til at få lidt morgenmad. Sulten tvinger os jo alligevel op til sidst.
Så kan vi vælte ned på stranden bagefter. Eller bare sidde og glo.
Fundere lidt over om vi skal spise ude i aften, eller lave lidt pastahalløj selv.
Hold da op. Er det virkelig alt vi skal tænke på i dag ???

Qrt

Jeg vågnede lige en tand for tidligt her til morgen. Det var egentlig en lille smule træls.

Men hvad skulle jeg gøre ved det ? Jeg kunne ikke sove igen.

Så der lå jeg så, og begyndte at lytte til de tidlige morgenlyde som kom ind gennem det åbne soveværelsesvindue.

Så fik jeg sådan en underlig fornemmelse. Jeg kunne høre hvordan vejret var udenfor. Jeg kunne høre at der var en skyfri himmel, at det var ved at blive varmt og at det var tidlig morgen. En sommer morgen.
(Okay, vi er kun midt i maj, det ved jeg godt).

Jeg havde det øjeblik de eksakt samme følelser, den eksakt samme oplevelse som jeg kan huske fra min barndoms sommermorgener, når man lå i sin seng og vidste man havde fri.

Sådan en slags micro-rus. Egentlig en rigtig fed lille følelse hvor det hele ligesom bobler indeni.

Så gider man godt stå op, og gå ud i sin have for at knokle hele dagen.

Qrt