Qrt's

Når verden ikke længere er
som den ser ud

Når farver får toner og nuancer

Når lys kaster skygger
og mørket ikke altid er sort
og lyset ikke altid er hvidt

Når livet ikke længere bare er ligetil
eller ligeud

Når ‘ja’ ikke altid er ja
og ‘nej’ ikke altid er nej

Når ord bliver mere end de lyder
og kan være så meget andet
eller måske mere
eller mindre

Når ensomhed bliver mer’ end bare
kedsomhed

Når kærlighed bliver på trods af
og alligevel

Qrt

‘Sådan en aften er det, hvor alt andet er så uendeligt ligegyldigt !’

Bare en tanke som lige faldt ham ind, der i mørket, ved grillen, i enden af haven.
Bål og levende lys skaber illuminerede oaser, forskellige steder i den mørke have. Punkter som kalder på intens tilstedeværelse. Rum af hyggefølelse. Lyden af stemmer som taler, griner, taler igen, for med ét at blive stille, på den der distancerede måde som mørke og bål fremkalder.
En kreds af mennesker som sidder og kigger ind i flammerne, hver med deres egne helt private tanker. Intenst åndeligt fraværende.
Så med ét kaldt tilbage til den virkelige verden, ved beskeden om, at natmads-pølserne er færdige.
En efter en går de hen til grillen, henter pølser og brød m.m. og går tilbage til bålet. Indimellem snakkende, indimellem fraværende, indimellem grinende.
Tiden står stille lige nu. Synes det.
Veltilfreds kigger han ud over haven i mørket. Lytter til stemmerne. Serverer pølser. Sanser stemningen, som er fremkaldt af nogle af verdens absolut fineste mennesker, som er samlet lige her, lige nu, i mørket.

‘Sådan en aften er det, hvor alt andet er så uendeligt ligegyldigt !’

Qrt

Hvad fanden skal man med mænd, når man selv kan skyde sine bamser ned ?
Det sagde hun altså, pigesur som hun var !

Ikke at hun på nogen måde forventede et svar. Det ville nok heller ikke være det bedste tidspunkt, sådan lige at tale hende imod.
Hvad skulle det også hjælpe ? På sin vis havde hun jo ret. Set fra hendes side af. Hun kunne selv skyde sine bamser ned. Ramme præcist hver gang. Øvelse gør mester. Guderne skal vide at hun har øvet sig. Peg på en bamse. BANG. Ned kommer den. Hver gang.
Men nu er det bare sådan, at hun ikke er specielt begejstret for alt det skyderi. Faktisk kan hun slet ikke li’ at skyde bamser ned. Faktisk mener hun ganske alvorligt, at det er noget man har mændene til. DE skal skyde bamserne ned.
Men når man nu er tvunget af omstændighederne, så må man jo klare det selv. Når mændene ikke gider skyde, og der vitterligt SKAL skydes. Ja, så må man jo gøre det selv.
Er det virkeligt for meget at forlange af mændene ? Hun spø’r bare. Eller, måske ikke så meget mere.
Nu siger hun bare -
Hvad fanden skal man med mænd, når man selv kan skyde sine bamser ned ?

Det sagde hun altså, pigesur som hun var !

Qrt

Så sidder hun der på bænken ved bordet, og hviler hovedet i sine hænder. En opgivende positur, som står i skærende kontrast til forårssolens opløftende stråler. De stråler som slet ikke formår at trænge igennem til hende, med løfter om sol og sommer.
Det livgivende lys spiller svagt i hendes fine grå hår. Som et ekko af dusinvis af forgangne somre.
Trætheden emmer omkring hende, og virker nærmest visuelt overvældende.
Træt af dage eller mæt af dage ? Var hendes vej fyldt med sten, eller fandt hun en blomstereng at gå på ?
Kredser tankerne om alt det som kunne have været, eller om alt det som lykkeligt blev ?
Er det smilene eller de hårde ord hun husker ? Eller er det lidt af det hele, eller mest af ingenting ?
Se dig ej tilbage, sagde nogen engang ?
Men når man nu er blevet så gammel, at det er den eneste vej man kan se ?

I trods løftede hun automatisk hovedet og den ene hånd og vinker, hver eneste gang hun ser nogen passere forbi. Som om hun kender dem. Eller bare hvis nu. Der i forårssolens lys.

Qrt

Jeg kan se det på deres ansigter, i det øjeblik de kommer ud fra møderummet. De er blevet afskediget. Intet arbejde mere. Uden job.
Tomme blikke. Skuffede blikke. Vrede blikke. Øjne der flakker og kigger forbi andre øjne.
De mest vrede går direkte til omklædning. Andre går tilbage til produktionen for at sige farvel.
Enkelte går helt istå. Går i sort. Magter ikke beskeden. Står eller sidder bare og venter på et kram.
Ryster.

Ude i fabrikshallen er der stille. Ingen produktiv travlhed. Alle bevæger sig langsomt rundt. Sidder eller står i små grupper. Snakker. Medfølende, indlevende. Endog et strejf af skyldfølelse. Fordi man blev. Og alligevel lettelse. Alle følelser er i spil.
Nu er de væk. Kollegaerne. Fyret. Ubetinget fritstillet pr. dags dato. De var her lige før. Savnet suger i maven.
Magtesløsheden over for økonomiens hårde krav. Krisens benspænd. Bundlinietallenes diktatoriske farvespil.

Vort liv i vort arbejde. Vore kollegaers plads i vore liv. Alt det som fylder i hverdagen. De mange timer på en arbejdsplads. Samvær om arbejde. Samvær i pauser. Og bare samvær.
Den udflydende grænse mellem kolleger og venner med mere.
Forladt står man tilbage, hvis man da ikke var blandt dem der forlod ? Med bøjet hoved. Et hoved som er ved at sprænges af negative altfortærende sorte tanker, som raser bag våde øjne.
Det spænder i halsen. På stort set alle. Driftslederen passerer forbi mig med sitrende læber.
Ingen er umærket.

Vi mister alle sammen noget, sådan en dag.

Qrt