Qrt's

Der er en vis ro over det, når man først rammer det rigtige tempo. Løbet, altså.
Når først kroppen ligesom har accepteret at det er dét, jeg nu lige har gang i, og dét jeg nu lige forventer at den gør, så kommer roen og den der følelse af, at uanset hvor lidt behageligt det end måtte føles, så er det på en eller anden måde godt for både kroppen og mig.
Når jeg så er så ‘heldig’ at jeg af og til kan løbe på tidspunkter hvor andre passer deres arbejde, så kan jeg opleve at have hele skoven for mig selv. Og ind imellem sker det, at jeg ikke kan høre andet end min egen puls, mit eget åndedræt og fuglene mellem træerne.
Så er det faktisk en rar ting, at løbe der på mælkebøttevejen, selvom det så ganske afgjort aldrig bliver til en marathon !

Qrt

En absolut død dag. Ihvertilfælde noget af den.
Hele mig, min krop og min sjæl, slog over i zombie-mode allerede da jeg vågnede.
Det skete lige for øjnene af mig. ‘Initializing zombie-mode’ stod der lige der på indersiden af mine øjenlåg, da jeg blinkede dem åbne første gang.

Denne tilstand var jeg så i, indtil hen på eftermiddagen hvor en venlig sjæl foreslog mig, at slå over i kage-bage-mode. Hvordan det egentlig gik til at det lykkedes, sådan lige at skifte tilstands-interface, fandt jeg faktisk aldrig ud af.
Men jeg har skam bagt en kage i eftermiddag ! Sådan en pulver en. Altså man hælder noget pulver og noget vand og noget fedtstof i en skål, rører rundt og hælder det derefter over i en form og kyler det i ovnen. Ja ! Sådan en kage. Mazarinkage. Hedder den.

Men, der skete så det at jeg begyndte at blive en lille smule rastløs. Sådan en slags irriterende sitren i kroppen. Ud i armene og ned i benene. Inden jeg viste af det, stod jeg, iført løbesko og træningstøj, på en sti i en skov, og så mig selv sætte afsted. Nok ikke i den mest adrætte og elite-idrætslige stil. Men jeg løb. For første gang i lange tider.
Bare ikke så langt. Så gik jeg lidt. Hvorefter jeg løb lidt igen… Og gik lidt igen. Også videre.

Og nu sidder jeg så her, foran skærmen, og synes egentlig at lørdagen indtil videre har været ganske fortrinlig. Sådan en fin lørdag uden de store begivenheder.
Og i aften skal vi ha’ kage.

Go’ resten af weekenden !

Qrt

Det er godt nok længe siden, jeg sidst gjorde det her. Det kunne jeg mærke med det samme jeg blev forpustet, og lungerne smertefuldt og febrilsk kæmpede for at hive mere ilt ned. Det var ganske simpelt, ja hvad er det ungerne siger, ‘nederen’ !!??
Så er det jeg må spørge ud i cyberspace: kan et kondital gå i minus ???
Sådan føler jeg det lige nu.
Jeg kunne vel vælge at være ligeglad. Det kunne jeg sagtens, men et eller andet sted prikker en dårlig samvittighed. Eller måske en lille følelse af flovhed. En mand i sin bedste alder, som efter små 50 meters løb nærmest ligger gispende på jorden og kæmper for sit liv. Arh, altså !
Ja, det er vel nærmest sådan jeg sidder og tænker lige nu.
Og det er jo ikke fordi jeg ikke nyder det, når først jeg er kommet afsted. Ud i skoven og føle sig et med naturen. I det omfang man nu kan sanse, når hele kroppen er i smerte og lungerne hvæser og sprutter, som en træt og utæt blæsebælg.
Men det skal siges at det jo faktisk er skønt, at løbe sig en tur i skoven. Det er bare det med at komme afsted.
Det at rejse sig, skifte til løbetøjet, tage skoene på og begive sig afsted, så lille en handling det end er, overskygger det selve løbeturen. Og den burde jo alt andet lige, være betydeligt mere krævende.
Pudsigt nok.

Jeg burde vel nok prøve igen om et par dage.
Det tror jeg faktisk jeg vil.
Hvis det ikke regner.
Eller blæser.
Eller er tåget.
Eller jeg er for træt.
STOP SÅ !

Qrt