Qrt's

Aldrig i mit liv har jeg set så mange mennesker på en gang. Vi ankommer til Venedig kl. 9.30, og allerede da, er der rigtig mange mennesker over det hele. Men da vi når lige på den anden side af frokost, så er der mere end dobbelt så mange mennesker overalt. Alle mulige nationaliteter.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor tomt der må være i resten af verden. Det er da helt vildt det her. Vi går jo som sild i en tønde.
Venedig er fantastisk, men lige netop denne dag, kunne jeg godt have nydt det hele, en hel del mere, hvis der bare havde været halvt så mange mennesker. Og dog. Halvt så mange vil altså også have været alt for mange.
Anyways.

Venedig er fantastisk, smuk, fascinerende, fortryllende, overdådig, spændende.
Venedig er et maskebal.

Det virker lidt paradoksalt, med disse meget gamle bygninger, og de smalle gamle gader, men butikkerne er topmoderne, og sælger de mest nymodens ting og sager.
Det virker som at pakke dagens nyheder ind i en avis fra forrige århundrede.

Vi står ved et lille gadekryds, mellem gamle maleriske smukke huse, og der lige foran os ligger en butik med Ferrari merchandise, og en ægte F1 racer udstillet lige inden for døren.
Jeg ved altså ikke lige hvad jeg skal sige om den slags. Min kæde hopper lidt af her.

Så står vi pludselig og kigger på vinduet til en guldsmedebutik. Og det er flotte sager, som ligger der i vinduet. Og det ser dyrt ud. Der er heller ingen prisskilte ved smykkerne. Så kan selv jeg regne ud, at det ikke kan svare sig at gå ind og spørge. Det vil højst sandsynligt bare medføre et løftet øjenbryn hos den venetianske ekspedient, som vil tænke noget i retning af: Ja, hvis du nu havde råd til at købe smykker her, så ville du jo ikke spørge om prisen først. Vel ?!

Så vi fattigrøve går videre. Og vi kigger på dyre butikker. Rolex, Armani, Gucci og alle de andre dyre mærker. Hver med deres lille butik i Venedig. Men et eller andet sted virker det vel ok, at der skal være netop den slags butikker i en by som Venedig.

Men der er skam også mange andre butikker, og alle boderne på markedet ved Rialto broen. Der kan vi andre godt få råd til at handle. Og det gør vi så.
Og vi må da også lige ind i en af kirkerne. Ikke den store på Markuspladsen. Der er en 100 kilometer lang kø. Det orker vi ikke lige. Nej, en lille en som lå ved et ganske lille torv.
Ind går vi, og tænder en lille håndfuld lys for nogen som trænger til netop det. Det skal man da.
Jeg har før skrevet om netop det, så ingen grund til at gentage. (link)

Ude af kirken igen og vi finder en restaurant, hvor vi sætter os og bestiller en frokost.
Lidt pizza og lidt spaghetti.
Derefter videre. Slentre og kigge. Suge til sig af skønhed, historie, atmosfære.
Vi hyrer en taxibåd og får en rundtur på en times tid. Det viser sig at være en rigtig god ide.

Det er en stor oplevelse at besøge Venedig. Det er det altså.
Det vil vi gøre igen. På et andet tidspunkt, hvor der er knap så mange andre turister. Jeg kunne godt tænke mig bare at sidde på en café og nyde Venedig. Alle indtrykkene, uden at blive stresset af de tusinder andre som lige netop skal stå foran, eller gå forbi.
At kunne bevæge sig rundt i eget tempo. At kunne opleve på egne præmisser. At kunne nyde i fulde drag, uden at blive forstyrret.

Venedig er et vidunderligt maskebal. Et ansigt med tusinde facetter.
Bagved maskerne er der alt fra storhed til forfald.

Qrt

Det kan jeg. Sidder lige her og tænker tilbage på påsketuren til Italien. Den indbefattede nemlig et besøg på Marzadro destilleriet. Og de laver Grappa, i alle mulige afskygninger.
Nu har jeg været i Italien flere gange, helt uden at smage deres pendant, kan man vel kalde det, til vor hjemlige snaps/brændevin.

Jeg har aldrig været vild med Cognac, så derfor var jeg meget skeptisk overfor Grappa, da jeg vidste at den laves af druekvas, som jo er et affalds-/overskudssprodukt fra vinproduktionen.
Men smagen havde jo i min mund intet med hverken cognac, vin eller lignende at gøre. Så jeg blev ganske aldeles positiv overrasket. Det var en sand nydelse at smage på disse lokale dråber.
Både de der var lagret på ståltanke, og de der var lagret på træfade. Det var nok især de sidste som gjorde et stort intryk. Især den Grappa som hedder ‘Le Diciotto Lune’, som har lagret 18 måneder på træfade. Farven og smagen er perfekt afstemt i forhold til hinanden.

De laver også Grappa med urter i. En serie som hedder ‘Le Erbe’. En af dem er en lakridsgrappa. Og nej, den er ikke sort som en gajol, eller lignende sorte drikke som vi kender hjemmefra. Den er slet ikke sammenlignelig med disse sukkerfyldte tøsedrikke. Ja, undskyld mig udtrykket, men den slags falder ikke i min smag.
Nå, men lakridsgrappaen smager nemlig af, ja, lakrids. Ikke en sløret eller overgearet lakridssmag. Heller ikke en tyk, slikagtig smag. Men en ren og blød smag af den reneste lakrids, som fylder munden et øjeblik efter at alkoholfornemmelsen har lagt sig. Ja, den blev vel egentlig favoritten, sådan ved nærmere eftertanke. Den er da helt fantastisk.
Jow. Det er en sand fornøjelse at smage på en rigtig god Grappa.
Og hvis man ellers har et godt forhold til dansk snaps og brændevin, ja så er der ingen grund til, at holde sig tilbage hvis man en dag bliver budt på en Grappa.

Du kan se mere her: www.marzadro.it

Man kan også køre en tur forbi og besøge deres butik og destilleri, hvis man i sommer-ferien kommer på de kanter. Det er ikke så langt fra Gardasøen.
Ja, der er da også andre i Italien som laver Grappa, men dem har jeg altså ikke smagt…. Endnu !

Qrt

Selvom vi kun er i marts måned, og det i øvrigt er hundekoldt herhjemme, så kan det sagtens lade sig gøre at finde sommerferie-stemningen frem igen.
En lille flyvetur fra Billund til Bergamo, og en lille køretur fra Bergamo til Isera, så ramte skosålerne igen ægte Italiensk jord. Og selv her i det tidlige forår krøb stemningen ind under huden, lige så snart synet af nyudsprungne kirsebærtræer ramte nethinden.
Vejret er ca. 5 grader varmere end derhjemme, og føles dejlig mild der mellem bjergene, de sidste sydlige rester af Alperne.
Overalt hvor øjet rakte, og i øvrigt hvert eneste ledige stykke jord, er beklædt med vinmarker, som bare venter på at springe ud når temperaturen er rigtig.
Under de tusindvis af vinstokke, ligger et transparentgrønt græstæppe, som står i skærende kontrast til det vissentgule græs som vi kender fra denne årstid i Danmark.
Det emmer af forår, og pirrer forventningerne til den kommende sommerferie. Efter at have sundet sig lidt på altanen til hotelværelset, gik turen ind til Rovereto, for at bruge lidt tid på en bytur.
Gamle huse, smalle gader, butikker, caféer og restauranter. Alt sammen som det nu skal være i Italien. Og nyudsprungne kirsebærtræer. En lille gade med kirsebærtræer langs den ene side, som førte om til et hyggeligt marked, hvor man kunne købe alverdens ting og sager.
Der gik vi så, i et pastelagtigt lys med rosa skær fra træernes blomster, og med duft i næsen af grill og kryddderier fra markedsboderne. Men vi er jo kun i marts måned. Og det er også lidt for koldt til t-shirt…
Men stemningen er altså den samme.

Qrt