Posts tagged ‘havearbejde’

Pipfugle

Har gået ude i haven det meste af eftermiddagen. Fjernet noget ukrudt, flyttet rundt på nogle store sten og gået en lille tur med trimmeren.

Medens jeg sad på hug, der ved kanten af græsplænen, og hev i noget ukrudt som har forvildet sig ind mellem mine Pebermynte-planter, kom et par Havesangere (tror jeg det var, og det er altså en slags fugl), faretruende nær.
De fés rundt i nogle buske tæt på mig, og sang/kvidrede af hjertens lyst. Og de små kræ kan altså synge/kvidre temmelig højt, sku’ jeg hilse at sige.
Jeg gik faktisk helt i stå i mit havearbejde. Sad bare og kiggede og lyttede til den lille naturfilmssekvens, som lige udspillede sig der foran mig. Syntes egentlig det var en fed lille oplevelse. Hvis jeg sådan skal være helt ærlig.

Nu tænker jeg så på, om man på sine ‘gamle’ dage, er ved at blive sådan lidt små nørdet. At falde lidt i svime over et par pipfugle som smutter forbi ude i haven.
‘Get a life’, kunne man fristes til at sige.
Ok, det synes jeg da også at jeg har. Og jeg har ‘overskud’ til også at dvæle ved den slags ’små’ hændelser i livet.

Og så kunne man skrive en frygtelig masse om at være tæt på naturen eller ej, som moderne menneske i en teknokratisk verden, osv, osv, osv.
Men det vil jeg ikke.

Qrt

Pinse i haven

Efter i samfulde 3 dage, at have været i haven og udført både ordinært havearbejde og noget byggeagtigt noget med stolper og brædder, så sidder jeg nu her og hviler mig de sidste timer af denne pinse.
Føler mig lidt som en Søren Ryge/Byggemand Bob-klon, og er altså lidt øm i både arme, ryg og ben.
Men det er da med en hvis tilfredshed i sindet, at jeg i aften går til ro. Det vi har nået i denne forlængede weekend, skal vi jo ikke gøre på et andet tidspunkt. Og i tilgift har vi jo badet i sol og lækkert vejr.
Men gu’ er det da lidt træls at skulle på arbejde igen i morgen. Kunne nu godt have brugt et par dage mere.
Sjovt som der kan opstå den ene ide efter den anden, når man nu går rundt derude.
Ellers ikke noget jeg sådan har været vældig meget grebet af. Havearbejde, altså. Måske derfor der faktisk er rigtig, rigtig meget som trænger til at blive gjort…

Det når jeg nok. Sommeren er jo først lige begyndt ;-)
(det sagde jeg også sidste år…)
(og forrige år… )
(og…)

Qrt

Stædige asen !

Ja, her refererer jeg til en knap 1 kvadratmeter stor bambusplante, som har stået i vores have siden sidste sommer, hvor den bestemte sig for at gå ud.
Nu er en død bambus jo ikke synderlig pæn at se på, så idag skulle den altså fjernes.
Engang lod jeg mig fortælle, at det ikke altid er så let at fjerne bambusplanter. Og det er i sandhed rigtigt.
Iført t-shirt, et par gamle joggingbukser med hængerøv, en havegreb, en spade og en økse, kastede jeg mig over bæstet. Meeeeen. Det var ikke lige sådan at få overtaget. På et tidspunkt følte jeg, at det var på vej til at blive en endeløs krig, som i værste fald kunne komme til at vare hele sommeren.
(Nu er jeg så også ret god til at tage sorgerne på forskud).
Men sådan skulle det altså ikke være. Til sidst fik jeg dog skovlen spaden, under den og den måtte give op. På det tidspunkt var den formindsket betydeligt, delt op i flere mindre stykker.
Det var en hård kamp. Det var det. Men jeg vandt. Ubstridt hersker over bambusplanter her på matriklen. Nyder min nye titel med en iskold dåsecola.
-Sådan, tænker jeg veltilfreds. Men smilet stivner lidt da øjet fanger noget Skvalderkål, som jeg endnu ikke har fået bugt med ;-(

Men vejret er aldeles fantastisk i dag. Er det ikke ?

Qrt