Første dag i ‘Skovgruppen’
Da alle har sat sig ved bordet, hældes der kaffe op, og der sendes et par fade rundt med lidt brød.
Samtalen er lidt spredt. Nogle taler. Andre sidder bare stille med deres kaffe. Enkelte er nye, og andre kan måske ikke lige huske at de har været her før.
Men der bliver spurgt lidt rundt til alle omkring bordet. Professionel adfærd fra kommunens pleje-personale og den frivillige hjælper, sikrer at der er trygge rammer, og at ingen bliver overset.
Så skal der synges en sang. Sangbøger bliver delt rundt. MagnaPrint. Ingen undskyldning for ikke at kunne læse med. Jens Vejmand bliver valgt. Det er jo egentlig en trist sang, men de fleste synger med på den, med gamle bævende stemmer. Da vi er færdige, kommenterer en gammel mand i kørestol, at det godt nok var for ringe, at ham Jens ikke kunne få sig en ordentlig sten på graven.
Og det har han jo ret i.
Langsomt gøres der klar til at alle mand skal ud til bussen, som skal køre os hen til den skov hvor vi skal gå tur.
Ham i kørestolen virker kvik. Fortæller fra da han drev et landbrug. En anden virker forvirret og en tredie nærmest apatisk. En lille skæv forsamling af gamle mennesker, med hver deres liv i bagagen. Alle alligevel i samme situation. Alle endt her med en eller anden grad af demens. I kommunal aktivering i en ‘Skovgruppe’.
Som pårørende står jeg nu ude ved bussen. Med møje og besvær får vi hjulpet alle mand ind, så vi kan komme afsted.
Efter en kort køretur holder vi på en lille parkeringsplads ved skoven. Med møje og besvær får vi så hjulpet alle mand ud igen. Og så begiver vi os ind i skoven. Den kvindelige repræsentant for kommunens plejepersonale og hendes frivillige mandlige hjælper, imponerer mig i dén grad. Som de dog kan snakke med de gamle og samtidig informere mig om alt vedrørende denne ‘Skovgruppe’. Ordstyring på aller højeste niveau.
Vi ender ved en lille sø, hvor der står et par bænke og et bord. Faktisk et smukt lille sted. Med åkander ude midt på søen, som delvist er omkranset af buske og træer. Vi får os sat alle sammen. Et par af de gamle mænd sætter sig lidt afsides på en bænk ned til vandet. De snakker ivrigt om noget for længe siden, såvidt jeg kan høre.
Men det er skam lidt hyggeligt. Jeg går lidt rundt og lytter og kigger. Menneskene og omgivelserne.
Tusindvis af insekter flyver lavt over vandoverfladen. Der er fisk der laver små cirkler i vandet. Et par af mændene fanger bevægleserne i overfladen og kommentere det lystigt. Jagtinstiktet er stadig aktivt, alderen til trods.
En ældre dame vil have sig et par åkander med hjem. Hun mener at hun sagtens kan svømme ud og hente dem. Hun har været gymnast hele sit liv, så det er ikke noget problem. Men vor kommunale plejer får hende nu snakket fra idéen igen. Heldigvis, for det tror jeg nu ikke lige var forløbet så godt.
Der bliver snakket frem og tilbage. Om nu og før. Natur. Fiskeri. Blomster. Haver. Vind og vejr. Simple ting som alle ved noget om. Samtidig med at jeg bliver informeret om demens, og hvor godt det er for de gamle at komme ud i naturen. Noget praktisk og fysisk. Og jeg tror skam på det. Jeg kan jo se det. Jo, jeg kan sagtens se forskellen på det her, og så det at sidde ved et vindue på et plejehjem eller i en ældre bolig, og kigge ud.
Ja, jeg kan ikke lade være med at drage lidt paraleller til da mine egne børn gik i børnehave og var med i en ‘Udegruppe’. Et eller andet sted er det hele lidt tragikomisk. Det er altså nogle gange til at grine lidt af. Men midt i grinet, sidder der altså også en tåre i øjenkrogen. Som pårørende til en dement forælder.
Det er uværdigt for mennesker, på den måde at miste identitet og evnen til at være social i forhold til resten af verden. De har ydet deres, og burde nu kunne nyde resten af deres liv, sammen med familie og venner.
Men nu kan de ikke huske noget som helst. Kan ikke kende deres egne børn. Ved ikke hvem der er levende eller døde. Ved ikke hvad dag det er, eller hvilket år det er. Kan ganske simpelt ikke klare sig selv længere. Sådan rent mentalt.
Så er det godt at der er nogle som formår at skabe nogle rammer og aktiviteter, som eksempelvis en ‘Skovgruppe’, hvor der skabes lidt liv og lidt glæde en gang imellem. Selvom de gamle ikke lige ved hvad der foregår, eller kan huske det bagefter. Det er også ligemeget. Bare der sker noget i nuet. Noget som bryder den endeløse række af triste ‘tors’dage.
Qrt
