Qrt's

Den sidste dag i en lang række af vidunderlige fridage, rinder stille ud.
I dag er der stort set ikke sket en skid. Forsøger at finde lidt fodfæste, efter et par dage hvor en eller anden ondskabsfuld virus, åbenbart valgte min krop som gæstelogi. Så jeg har i et par dage nydt ‘fornøjelsen’ af særdeles ømme muskler, på trods af et særdeles lavt fysisk aktivitetsniveau her i juleferien. Og mavepine og manglende appetit har også plaget lille mig. Men på falderebet af en juleferie, er det vel et mindre problem. De store måltider er jo overstået.

Nå. Ikke mere ynk.
Jeg prøver virkeligt hårdt at forberede mig mentalt på et nyt arbejdsår, som jo starter allerede i morgen.
Det er jo altid vemodigt at slippe en god ferie. En ferie man ikke vil ‘hjem’ fra.
Når det så til gengæld også forholder sig sådan, at man alligevel gerne vil sludre med kollegerne om, hvorledes deres juleferie er gået. Ja, så er man jo nødt til at tage på arbejde. Eller hvad ?!

Pyt. Jeg overlever jo nok. Hvor slemt kan det være ?
Der kommer jo også en vinterferie, og så bliver det snart forår, med Påske, Pinse m.m. Og lige pludselig vinker sommerferien forude.
Indimellem alle disse mini-ferier og fridage som venter os fra nu af og til sommerferien, ligger en stribe af hverdage. Det var dem Dan Turéll holdt så meget af.
Hvis jeg skal være ærlig. Så gør jeg vist også.
Det er faktisk okay, at jeg skal på arbejde i morgen. Hilse på kollegerne. Snakke lidt juleferie og lidt arbejde.

Men det er selvfølgelig fedt at det snart kan blive weekend igen

Qrt

Ferietiden er for alvor slut. Arbejde og skole er startet og jeez, hvor har det været hårdt at komme i gang igen.
Jow, det synes jeg.
Det føles ind imellem som om Italien er lysår væk.

Men for familiens yngste, må det tilsyneladende være ferie stadigvæk.
Selv efter 14 dage i kattepension, eller måske netop derfor, er det åbenbart ikke særligt anstrengende at overgive sig til hverdagen.

Det tog ikke lang tid at genoprette territoriet, finde den gamle rytme, og ja, finde sin plads på den gamle trone.
King of the Hill.
I egen lade person.

Luksus liv !

Qrt

Man skal vel slutte sin ferie med manér. Hvad er så bedre, og mere på sin plads i netop Italien, end at spise en masse is den sidste aften.
Gelato, den Italienske is. I små bægre. Nøje udvalgt blandt alle de forskellige varianter som ligger i køledisken og ser så uimodståelig ud.
Vi fandt en rigtig lækker isbar i Cavallino. Gutsi son Gutsi. Den blev hurtigt til vor stam-isbar. En lille gåtur fra campingpladsen, så stod vi der foran køledisken.

Ud over den almindelige is som blev langet over disken i bægre, var der også et stort udvalg af isanretninger, islagkager og ispinde. Alt sammen håndlavet i baglokalet, som kunderne kunne se fra butikken.
Man ku’ blive helt handlingslammet. Ude af stand til at vælge hvilken is man skulle smage lige nu.
Nå , men for mit vedkommende valgte jeg den sidste aften, som så mange gange før, 3 kugler i bæger.
Uno Stracciatella, uno Cioccolatto og uno Menta.

3 kugler for 3 Euro. Og så skylder jeg at sige, at hos Gutsi son Gutsi var man ikke nærige med isen.
Det var store kugler man fik i sit bæger.
Lækker cremet is. Masser af smag. Perfekt konsistens.
Jeg fatter ikke hvordan de gør. Hvordan man får is til at smage så godt. Til at være så lækker.
For mig er det hele Italien i én mundfuld.

Så sidder man der og kigger ud over torvet, sammen med en masse andre som også har valgt netop denne isbar som deres foretrukne.
Tænker på at ferien synger på sidste vers. Hjemturens mange kilometer ligger lige om hjørnet.
Hver eneste lille skefuld man putter i munden, bliver synonym for hele denne ferie, og vil være det lige til næste gang man står et sted i dette land, og beder om 3 kugler Gelato.

Velbekomme.

Qrt

Aldrig i mit liv har jeg set så mange mennesker på en gang. Vi ankommer til Venedig kl. 9.30, og allerede da, er der rigtig mange mennesker over det hele. Men da vi når lige på den anden side af frokost, så er der mere end dobbelt så mange mennesker overalt. Alle mulige nationaliteter.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor tomt der må være i resten af verden. Det er da helt vildt det her. Vi går jo som sild i en tønde.
Venedig er fantastisk, men lige netop denne dag, kunne jeg godt have nydt det hele, en hel del mere, hvis der bare havde været halvt så mange mennesker. Og dog. Halvt så mange vil altså også have været alt for mange.
Anyways.

Venedig er fantastisk, smuk, fascinerende, fortryllende, overdådig, spændende.
Venedig er et maskebal.

Det virker lidt paradoksalt, med disse meget gamle bygninger, og de smalle gamle gader, men butikkerne er topmoderne, og sælger de mest nymodens ting og sager.
Det virker som at pakke dagens nyheder ind i en avis fra forrige århundrede.

Vi står ved et lille gadekryds, mellem gamle maleriske smukke huse, og der lige foran os ligger en butik med Ferrari merchandise, og en ægte F1 racer udstillet lige inden for døren.
Jeg ved altså ikke lige hvad jeg skal sige om den slags. Min kæde hopper lidt af her.

Så står vi pludselig og kigger på vinduet til en guldsmedebutik. Og det er flotte sager, som ligger der i vinduet. Og det ser dyrt ud. Der er heller ingen prisskilte ved smykkerne. Så kan selv jeg regne ud, at det ikke kan svare sig at gå ind og spørge. Det vil højst sandsynligt bare medføre et løftet øjenbryn hos den venetianske ekspedient, som vil tænke noget i retning af: Ja, hvis du nu havde råd til at købe smykker her, så ville du jo ikke spørge om prisen først. Vel ?!

Så vi fattigrøve går videre. Og vi kigger på dyre butikker. Rolex, Armani, Gucci og alle de andre dyre mærker. Hver med deres lille butik i Venedig. Men et eller andet sted virker det vel ok, at der skal være netop den slags butikker i en by som Venedig.

Men der er skam også mange andre butikker, og alle boderne på markedet ved Rialto broen. Der kan vi andre godt få råd til at handle. Og det gør vi så.
Og vi må da også lige ind i en af kirkerne. Ikke den store på Markuspladsen. Der er en 100 kilometer lang kø. Det orker vi ikke lige. Nej, en lille en som lå ved et ganske lille torv.
Ind går vi, og tænder en lille håndfuld lys for nogen som trænger til netop det. Det skal man da.
Jeg har før skrevet om netop det, så ingen grund til at gentage. (link)

Ude af kirken igen og vi finder en restaurant, hvor vi sætter os og bestiller en frokost.
Lidt pizza og lidt spaghetti.
Derefter videre. Slentre og kigge. Suge til sig af skønhed, historie, atmosfære.
Vi hyrer en taxibåd og får en rundtur på en times tid. Det viser sig at være en rigtig god ide.

Det er en stor oplevelse at besøge Venedig. Det er det altså.
Det vil vi gøre igen. På et andet tidspunkt, hvor der er knap så mange andre turister. Jeg kunne godt tænke mig bare at sidde på en café og nyde Venedig. Alle indtrykkene, uden at blive stresset af de tusinder andre som lige netop skal stå foran, eller gå forbi.
At kunne bevæge sig rundt i eget tempo. At kunne opleve på egne præmisser. At kunne nyde i fulde drag, uden at blive forstyrret.

Venedig er et vidunderligt maskebal. Et ansigt med tusinde facetter.
Bagved maskerne er der alt fra storhed til forfald.

Qrt

Dagen startede egentlig fint. På stranden om formiddagen. En tur i bølgen blå. Eftermiddagen gik med en køretur og lidt shopping.
Sidst på eftermiddagen begyndte det at trække op til regn. Så begyndte det at tordne.
Og så begyndte det at regne, hagle og blæse. I godt og vel halvanden time, stod det ned i stænger over campingpladsen.

Medens uvejret stod på, virkede pladsen øde og forladt.
Det var simpelthen for vildt at gå ud i det vejr.

Lige så snart det stilnede af, begyndte folk at komme frem fra deres campingvogne, telte, mobilhomes og bungalows.
På tysk, italiensk, østrigsk, ungarsk, dansk m.m., blev der højlydt givet udtryk for forskellige følelser i forhold til vejrgudernes opførsel.
De mest negative udtryk kom fra telt-folket og de campingsvogn folk, som havde alt for meget til at ligge på gulvet i forteltet.
Der var bare vand, blade, kviste og mudder overalt på campingpladsen.

Vor Italienske nabo satte resolut sin lille datter op i en lille gummibåd, og sejlede hende en tur op og ned ad gaden.
Det syntes hun var skide skægt.
Og det skabte også hurtigt en mere blød stemning blandt folk, som næsten alle lige måtte have et billede af pigebarnet i båden.

Okay. Det var ikke nogen naturkatstrofe. Men det var godtnok heftigt !

Senere på aftenen, henunder midnat, blev det tordenvejr ude over Adriaterhavet.
Det var et forunderligt syn.
Smukt, spektakulært og særdeles fascinerende.
Et ‘økologisk’ lyshow af format.
Hvor må det have været voldsomt derude.

Qrt