I går morges havde jeg en drøm. Et mareridt var det vel. Er nok den rigtige betegnelse.
Jeg lå i en seng i et fremmed værelse, og følte pludselig en voldsom angst. Noget prøvede at komme ned gennem loftet ved den ene væg. Jeg rejste mig op og kiggede og pludselig gik der hul i loftet, og et dyr af en slags kæmpede for at komme ind gennem det.
Jeg vidste at jeg måtte ud, men jeg kunne ikke se hverken dør eller vindue. Panikken bredte sig.
Så var det at det blev virkelig spooky. Jeg vidste godt at jeg drømte. At jeg sov ! Og jeg vidste at jeg måtte vågne for at få det her til at stoppe. Jeg prøvede at få mig selv til at sige noget. Til at råbe et eller andet. Kunne virkelig mærke hvordan jeg prøvede at få kontrol over mig selv. Mine tanker.
Endelig vågnede jeg med et sæt, ved at jeg råbte noget. Vist bare et udbrud. En lyd.
Så var det slut. Jeg lå i min egen seng. I mit eget soveværelse. Der var dør og vindue og ingen hul i loftet. Kunne høre at teenagernes mor var i bad. Alt var fryd og gammen !
Men det var godt nok en sær oplevelse.
At sove og have mareridt. Og vide at man har det ??? Og ligge der og prøve bevidst at vække sig selv.
Telefonen ringer og jeg springer ud af sengen. Næ, jeg har ikke sovet over mig, men skal først møde senere i dag.
Jeg var bare midt i en finurlig drøm. Det eneste jeg husker nu er, at jeg stod og kiggede på en Marge Simpson dukke, som var levende og blinkede med øjnene.
For hundebæ da osse. At blive vækket midt i sådan noget.
Nå, men jeg griber telefonen og får sagt mit navn med en, kan jeg selv høre, søvnig stemme. I den anden ende lyder følgende:
- Du taler med BlaBla fra Bonniers Publications
Bonniers ? Bonniers ? Bonniers ? Aaahh, det er jo dem med alle bladene !
Og så er det jo at min lille hjerne går i autosvar-mode og bliver forudindtaget negativ. Og måske også lidt tvær.
Nej, det er ikke noget personligt mod pigebarnet i den anden ende. Hun er sikkert både sød og rar, og har haft en god jul og kommet godt ind i det nye år osv. Jeg har det bare skidt med det der telefonsælgeri.
Hun spørger efter teenagernes mor, og jeg svarer,
- Næ, hun er her ikke lige nu.
Så spørger hun om teenagernes mor kan træffes senere, hvortil jeg svarer,
- Altså, det tror jeg ikke lige hun er vildt interesseret i.
Jamen, da vi jo så ikke rigtigt havde mere at snakke om, lagde vi hver især på.
På den mest sublime zombieagtige måde listede jeg i seng igen. Men ak !
Skaden var sket. Dynen var blevet kold. Marge Simpson dukken med de blinkende øjne var væk.
Ingen varme. Ingen drømme. Kun en totalt altoverskyggende vågenhed.
Jeg ønsker mig en Lamborghini.
Og jeg har langt om længe fundet mig en, som jeg højst sandsynligt har råd til.
Se selv.
Lamborghini 660 DT
Sådan en må da kunne blive min. Og hvis det lykkes mig at prutte tilstrækkeligt om prisen, kan det være, at jeg får den påhængte slamsuger med oven i handlen.
Ærgerligt at jeg ikke taler italiensk
Nå, men jeg tror nu heller ikke at den Italienske slamsuger-mand vil sælge sin elskede traktor.
Han virker som en livsglad og tilfreds mand, som han går rundt og synger Italienske opera-stumper, medens han suger turist-snask op af kloaksystemet her på campingpladsen.
En mand i harmoni med verden, sit arbejde og sin traktor/slamsuger.
Apropos det sidste indlæg, så kan det gå således når jeg så er faldet i søvn og drømmer.
Jeg ankom til et stort hus. Hvorfra husker jeg ikke, men jeg vidste at jeg skulle bo der, sammen med nogle andre mennesker.
Det var et stort hus, sådan i landlig engelsk stil, med en stor have til.
Jeg kendte ikke nogle af de andre beboere, men det føltes ikke som om det betød noget.
Lige netop den dag jeg åbenbart flyttede ind, var det så meningen at der skulle klippes hæk. Og det var åbenbart en tradition, at sidst ankomne beboer skulle deltage i det stykke arbejde. Men de andre beboere trøstede mig med at jeg nok skulle få hjælp.
Jeg gik så ud i haven og så, at medhjælpen faktisk allerede var i gang med at klippe. Jeg fandt en rive som stod lænet op ad hækken, og gik hurtigt i gang med at rive blade og grene sammen.
Da jeg kommer hen i nærheden af medhjælpen, får jeg øjenkontakt og hilser høfligt. En hilsen som bliver besvaret høfligt og korrekt.
Og hvem er det så lige der står der, iført arbejdstøj og med en hækkeklipper i hænderne ???
Det er ingen ringere end Gary More ! En af mine ‘All time greatest guitar heroes’. I drømmen påvirker det mig ikke det mindste. Det tror jeg nu nok liiiige det vil gøre, i det virkelige liv.
Såeh. Stik den !
Jeg har klippet hæk sammen med Gary Moore.
Men lad os lige se ham i hans rette element, med hækkeklipperen skiftet ud med en guitar:
I perioder drømmer jeg, mildt sagt, sindsygt meget. Kan føle mig helt brugt når jeg vågner op. Nogle gange kan jeg ligefrem have svært ved at vågne, svært ved at løsrive mig, fordi det er så intenst.
Men det er meget underholdende. Det er lidt ligesom at være til en filmfestival, hvor jeg selv deltager i alle filmene. Det er virkeligt underligt. Alle de sære historier man er rodet ind i. Alle de mennesker som også er med. Nogle kender man, andre kender man ikke. Steder man aldrig har været , eller også har været, og så er de alligevel ikke de samme. Nogle gange er det ligesom man ser det hele lidt på afstand. Andre gange er det så intenst at det efterlader et indtryk som man aldrig glemmer.
Jeg drømte engang at jeg druknede. Det var rædselsfuldt. Jeg vil næsten lægge hovedet på blokken og påstå, at jeg ved hvordan det føles at drukne. Næsten. Jeg kunne mærke hvordan vandet trængte ind gennem munden og næsen, ned i halsen og ned i lungerne. Panikken ved ikke at kunne komme op. Smerten da det føltes som om brystkassen var ved at sprænges for at få luft. Og så vågnede jeg og havde det ganske forfærdeligt.
Det er nu mange år siden. Men jeg har aldrig glemt det. Såvidt jeg husker blev jeg syg med influenza umiddelbart efter. Måske det har forbindelse til hinanden. Hvad ved jeg ?
En anden drøm jeg husker er, hvor jeg gik i en verden som til forveksling lignede den verden jeg nu normalt går rundt i. Men her var den tilsyneladende befolket med nisser.
Der var nisser alle vegne. Tykke nisser, tynde nisser, grimme nisser og kønne nisser. De opførte sig ganske som os mennesker. Gik rundt og passede hver deres, så det ud til. Jeg så ikke nogle andre mennesker. Men af en eller anden grund undrede det mig ikke. Det burde det vel egentlig ?
Jeg gik i lang tid rundt i byen og kiggede på nisserne. Travlt optaget af deres gøremål og liv, virkede det som om de ikke ænsede mig. Som om jeg slet ikke var der. Hvis jeg prøvede at tale til nogle af dem, var det som kunne jeg ikke sige noget. Som om det at kunne tale var slået fra inde i mig.
Jeg kunne heller ikke fange deres opmærksomhed på andre måder, selvom jeg prøvede at vinke eller hoppe op og ned. Hvis jeg prøvede at lave støj, som at slå på noget eller banke på en rude, så var det åbenbart kun mig som kunne høre det.
Jeg kunne heller ikke røre ved nisserne. Hvis jeg ville det, så kunne jeg ikke bevæge mig.
Men jeg kunne se på dem. Det kunne jeg. De gik rundt mellem husene, ind og ud af folks haver og ind og ud af døre som stod åbne.
Jeg ved ikke hvad de lavede. Jeg kunne se de fleste af dem havde en slags rygsække på, eller bar på nogle skuldertasker.
Det virkede som om de boede her. Som om de havde hjemme her. Det var ganske vist den samme verden som jeg normalt færdedes i, men lige nu var jeg den fremmede. Den eneste som ikke var en nisse.
Så vågnede jeg. Og alle nisserne forsvandt ud i det blå.
Eller tilbage til deres egen verden.
Eller blev de bare der hvor de var ?
Jeg ved det ikke.
Men der ender som regel med, at jeg ret hurtigt glemmer mine drømme. Enkelte bliver tilbage. Og det er der ingen system i. Nogle husker jeg bare. Andre glemmer jeg.
Men hvorfor mennesket drømmer ved jeg ikke. Det er der nok flere forskellige forklaringer på. Alt efter hvilken psykologisk vinkel man kigger fra. Det er nu også for mig lidt ligemeget. Jeg tager det som ren underholdning, og har aldrig lagt nogen symbolik i noget af det. Har heller aldrig prøvet at tyde mine drømme.
Nogle gange er jeg bare et megastort spørgsmålstegn når jeg vågner.
Og det synes jeg da er lidt fedt på sin egen måde.
Så er der da stadig lidt liv oppe under taget, ikke sandt !
