Qrt's

Jeg tænker, altså er jeg ! Det var der vist en mand som sagde engang. Betyder det så, at jeg, hvis jeg holder op med at tænke, ikke er mere ?
Hvis tanker er liv, hvad er så fravær af tanker ??? Kunne det mon være en slags frihed ?
Hun strakte sig ved skrivebordet. Sad med lukkede øjne foran skærmen, som var fyldt med tal og grafer.
Trættende, trættende, trættende. Hun havde mest af alt lyst til, at holde helt op med at tænke.
Bare det at få lov at sidde foran en skærm, som ikke krævede noget af hende. Som ikke tvang hende til at tage stilling til noget som helst.
Hun sad stadig med lukkede øjne. Kunne ikke få sig selv til at åbne dem igen. Hendes hånd lå let på musen. Ikke en muskel fortrak sig. Ikke se. Ikke se. Ikke klikke. Ikke klikke. Bare lade dette lille øjeblik trække ud i det uendelige.
Hun vidste at åbnede hun øjnene igen, ville et monster stort regneark tvinge sig ind i hendes hjerne, og få hende til at fornægte den lille rest af frihedstrang, som endnu var tilbage et sted derinde.
Hvis hun nu bare ligeså stille, drejede rundt på stolen, rejste sig og gik hen mod døren. Var der mon nogen som lagde mærke til hende ? Så kunne hun bare gå ud af døren. Ud på gaden. Hen om hjørnet. Så var hun fri. Ikke mere regneark. Ikke mere Power Point.
Hun havde en drøm. En drøm om, at hun en morgen under bruseren, pludselig kunne mærke at vandet ikke løb ned over håret, men løb ind i hendes hoved, og skyllede alle tallene, kurverne og præsentationer ud. Helt ud gennem afløbet. Og det gjorde hende fri. Gav hende liv. Fik hende til at føle noget igen.
Måske hun bare skulle finde et andet arbejde, tænkte hun. Så åbnede hun øjnene. Kiggede på skærmen og åbnede browseren. Hun placerede cursoren i Googles søgefelt og skrev ‘ledige stillinger’, medens hun forsigtigt kiggede rundt for at se, om nogen holdt øje med hende.

Qrt

Hele hendes krop sitrede. Hun var rasende, skuffet, ked af det.
Tårerne trillede ned ad hendes kinder.
Man kunne sige, at det nok var hendes egen skyld.
Man kunne sige, at hun nok havde ageret på en uhensigtsmæssig måde.
Man kunne sige, at hun måske havde givet sig selv lidt for mange beføjelser. Lidt for lang snor.
Men det ændrer jo ikke på, at hun i dén grad følte sig dolket i ryggen.
Medens regnen trommede på ruden og trak striber ned ad glasset, kæmpede hun med tårerne og en klump så stor, derinde i brystet.
Man kunne sige så meget, kunne man.
Men det var der jo bare ingen der havde gjort. Der var jo ingen der havde sagt noget. Før nu. Og nu var der gået lang tid. Så nu blev det til en bombe som sprang. Lige op i hendes ansigt. Med sådan et brag.
Det syntes hun ikke var fair.
Hvis hun virkelig havde trådt nogen over tæerne, hvorfor havde de så ikke sagt noget. Sagt fra. Langt tidligere. Sådan af sig selv. Virkede hun virkelig som en, man ikke turde sige noget til ? Eller imod ?
Sådan et billede havde hun ikke af sig selv. Det kunne da ikke være rigtigt.
Dolket i ryggen følte hun sig.
Alt havde hun gjort i bedste mening. Troede at alt var i den skønneste orden. Gjort som hun fik besked på. Troede hun. Åbenbart. Og alligevel ikke.
Eller, havde hun misforstået hvad det var man forventede af hende ? Eller, havde hun måske ikke fået ordentlig besked ?
Nu sad hun her. Med en usynlig kniv stikkende ud af ryggen. Med fingeraftryk af flere kolleger plastret ud over skæftet.
Kunne det så ikke bare være ligemeget det hele ?
Fritsvævende i ingenmandsland. En altfortærende vægtløshed. Fanget mellem oppe og nede.
Langsomt rejste hun sig op. Hendes øjne udtrykte dyb, dyb skuffelse. Forurettethed. Forvirring.
Hun gik hen mod døren ind til produktionen. For at passe sit arbejde. På en anden måde. Hvis hun kunne. Hvilken anden måde var mon så den rigtige ?
Var der nogen som kunne fortælle hende det ? Turde hun overhovedet sige noget til nogen somhelst mere ?

Qrt

Jeg kan se det på deres ansigter, i det øjeblik de kommer ud fra møderummet. De er blevet afskediget. Intet arbejde mere. Uden job.
Tomme blikke. Skuffede blikke. Vrede blikke. Øjne der flakker og kigger forbi andre øjne.
De mest vrede går direkte til omklædning. Andre går tilbage til produktionen for at sige farvel.
Enkelte går helt istå. Går i sort. Magter ikke beskeden. Står eller sidder bare og venter på et kram.
Ryster.

Ude i fabrikshallen er der stille. Ingen produktiv travlhed. Alle bevæger sig langsomt rundt. Sidder eller står i små grupper. Snakker. Medfølende, indlevende. Endog et strejf af skyldfølelse. Fordi man blev. Og alligevel lettelse. Alle følelser er i spil.
Nu er de væk. Kollegaerne. Fyret. Ubetinget fritstillet pr. dags dato. De var her lige før. Savnet suger i maven.
Magtesløsheden over for økonomiens hårde krav. Krisens benspænd. Bundlinietallenes diktatoriske farvespil.

Vort liv i vort arbejde. Vore kollegaers plads i vore liv. Alt det som fylder i hverdagen. De mange timer på en arbejdsplads. Samvær om arbejde. Samvær i pauser. Og bare samvær.
Den udflydende grænse mellem kolleger og venner med mere.
Forladt står man tilbage, hvis man da ikke var blandt dem der forlod ? Med bøjet hoved. Et hoved som er ved at sprænges af negative altfortærende sorte tanker, som raser bag våde øjne.
Det spænder i halsen. På stort set alle. Driftslederen passerer forbi mig med sitrende læber.
Ingen er umærket.

Vi mister alle sammen noget, sådan en dag.

Qrt

Den sidste dag i en lang række af vidunderlige fridage, rinder stille ud.
I dag er der stort set ikke sket en skid. Forsøger at finde lidt fodfæste, efter et par dage hvor en eller anden ondskabsfuld virus, åbenbart valgte min krop som gæstelogi. Så jeg har i et par dage nydt ‘fornøjelsen’ af særdeles ømme muskler, på trods af et særdeles lavt fysisk aktivitetsniveau her i juleferien. Og mavepine og manglende appetit har også plaget lille mig. Men på falderebet af en juleferie, er det vel et mindre problem. De store måltider er jo overstået.

Nå. Ikke mere ynk.
Jeg prøver virkeligt hårdt at forberede mig mentalt på et nyt arbejdsår, som jo starter allerede i morgen.
Det er jo altid vemodigt at slippe en god ferie. En ferie man ikke vil ‘hjem’ fra.
Når det så til gengæld også forholder sig sådan, at man alligevel gerne vil sludre med kollegerne om, hvorledes deres juleferie er gået. Ja, så er man jo nødt til at tage på arbejde. Eller hvad ?!

Pyt. Jeg overlever jo nok. Hvor slemt kan det være ?
Der kommer jo også en vinterferie, og så bliver det snart forår, med Påske, Pinse m.m. Og lige pludselig vinker sommerferien forude.
Indimellem alle disse mini-ferier og fridage som venter os fra nu af og til sommerferien, ligger en stribe af hverdage. Det var dem Dan Turéll holdt så meget af.
Hvis jeg skal være ærlig. Så gør jeg vist også.
Det er faktisk okay, at jeg skal på arbejde i morgen. Hilse på kollegerne. Snakke lidt juleferie og lidt arbejde.

Men det er selvfølgelig fedt at det snart kan blive weekend igen

Qrt