Qrt's » Scenarier

Scenarie 9

qrt — Sat, 26 Sep 2009 21:43:22 +0000

Jeg tænker, altså er jeg ! Det var der vist en mand som sagde engang. Betyder det så, at jeg, hvis jeg holder op med at tænke, ikke er mere ?
Hvis tanker er liv, hvad er så fravær af tanker ??? Kunne det mon være en slags frihed ?
Hun strakte sig ved skrivebordet. Sad med lukkede øjne foran skærmen, som var fyldt med tal og grafer.
Trættende, trættende, trættende. Hun havde mest af alt lyst til, at holde helt op med at tænke.
Bare det at få lov at sidde foran en skærm, som ikke krævede noget af hende. Som ikke tvang hende til at tage stilling til noget som helst.
Hun sad stadig med lukkede øjne. Kunne ikke få sig selv til at åbne dem igen. Hendes hånd lå let på musen. Ikke en muskel fortrak sig. Ikke se. Ikke se. Ikke klikke. Ikke klikke. Bare lade dette lille øjeblik trække ud i det uendelige.
Hun vidste at åbnede hun øjnene igen, ville et monster stort regneark tvinge sig ind i hendes hjerne, og få hende til at fornægte den lille rest af frihedstrang, som endnu var tilbage et sted derinde.
Hvis hun nu bare ligeså stille, drejede rundt på stolen, rejste sig og gik hen mod døren. Var der mon nogen som lagde mærke til hende ? Så kunne hun bare gå ud af døren. Ud på gaden. Hen om hjørnet. Så var hun fri. Ikke mere regneark. Ikke mere Power Point.
Hun havde en drøm. En drøm om, at hun en morgen under bruseren, pludselig kunne mærke at vandet ikke løb ned over håret, men løb ind i hendes hoved, og skyllede alle tallene, kurverne og præsentationer ud. Helt ud gennem afløbet. Og det gjorde hende fri. Gav hende liv. Fik hende til at føle noget igen.
Måske hun bare skulle finde et andet arbejde, tænkte hun. Så åbnede hun øjnene. Kiggede på skærmen og åbnede browseren. Hun placerede cursoren i Googles søgefelt og skrev ‘ledige stillinger’, medens hun forsigtigt kiggede rundt for at se, om nogen holdt øje med hende.

Qrt

Scenarie 8

qrt — Fri, 10 Jul 2009 10:40:46 +0000

‘Sådan en aften er det, hvor alt andet er så uendeligt ligegyldigt !’

Bare en tanke som lige faldt ham ind, der i mørket, ved grillen, i enden af haven.
Bål og levende lys skaber illuminerede oaser, forskellige steder i den mørke have. Punkter som kalder på intens tilstedeværelse. Rum af hyggefølelse. Lyden af stemmer som taler, griner, taler igen, for med ét at blive stille, på den der distancerede måde som mørke og bål fremkalder.
En kreds af mennesker som sidder og kigger ind i flammerne, hver med deres egne helt private tanker. Intenst åndeligt fraværende.
Så med ét kaldt tilbage til den virkelige verden, ved beskeden om, at natmads-pølserne er færdige.
En efter en går de hen til grillen, henter pølser og brød m.m. og går tilbage til bålet. Indimellem snakkende, indimellem fraværende, indimellem grinende.
Tiden står stille lige nu. Synes det.
Veltilfreds kigger han ud over haven i mørket. Lytter til stemmerne. Serverer pølser. Sanser stemningen, som er fremkaldt af nogle af verdens absolut fineste mennesker, som er samlet lige her, lige nu, i mørket.

‘Sådan en aften er det, hvor alt andet er så uendeligt ligegyldigt !’

Qrt

Scenarie 7

qrt — Thu, 14 May 2009 08:54:40 +0000

Hvad fanden skal man med mænd, når man selv kan skyde sine bamser ned ?
Det sagde hun altså, pigesur som hun var !

Ikke at hun på nogen måde forventede et svar. Det ville nok heller ikke være det bedste tidspunkt, sådan lige at tale hende imod.
Hvad skulle det også hjælpe ? På sin vis havde hun jo ret. Set fra hendes side af. Hun kunne selv skyde sine bamser ned. Ramme præcist hver gang. Øvelse gør mester. Guderne skal vide at hun har øvet sig. Peg på en bamse. BANG. Ned kommer den. Hver gang.
Men nu er det bare sådan, at hun ikke er specielt begejstret for alt det skyderi. Faktisk kan hun slet ikke li’ at skyde bamser ned. Faktisk mener hun ganske alvorligt, at det er noget man har mændene til. DE skal skyde bamserne ned.
Men når man nu er tvunget af omstændighederne, så må man jo klare det selv. Når mændene ikke gider skyde, og der vitterligt SKAL skydes. Ja, så må man jo gøre det selv.
Er det virkeligt for meget at forlange af mændene ? Hun spø’r bare. Eller, måske ikke så meget mere.
Nu siger hun bare -
Hvad fanden skal man med mænd, når man selv kan skyde sine bamser ned ?

Det sagde hun altså, pigesur som hun var !

Qrt

Scenarie 6

qrt — Mon, 04 May 2009 07:55:06 +0000

Så sidder hun der på bænken ved bordet, og hviler hovedet i sine hænder. En opgivende positur, som står i skærende kontrast til forårssolens opløftende stråler. De stråler som slet ikke formår at trænge igennem til hende, med løfter om sol og sommer.
Det livgivende lys spiller svagt i hendes fine grå hår. Som et ekko af dusinvis af forgangne somre.
Trætheden emmer omkring hende, og virker nærmest visuelt overvældende.
Træt af dage eller mæt af dage ? Var hendes vej fyldt med sten, eller fandt hun en blomstereng at gå på ?
Kredser tankerne om alt det som kunne have været, eller om alt det som lykkeligt blev ?
Er det smilene eller de hårde ord hun husker ? Eller er det lidt af det hele, eller mest af ingenting ?
Se dig ej tilbage, sagde nogen engang ?
Men når man nu er blevet så gammel, at det er den eneste vej man kan se ?

I trods løftede hun automatisk hovedet og den ene hånd og vinker, hver eneste gang hun ser nogen passere forbi. Som om hun kender dem. Eller bare hvis nu. Der i forårssolens lys.

Qrt

Scenarie 5

qrt — Mon, 13 Apr 2009 19:16:09 +0000

Menneskemylder i sandet. Ved vandet. Mellem bådene på stranden.
Forårsvarme. Den første rigtige forårsvarme. Solen kæler for ansigtet. Varmer.
Livtag med svage kølige vindpust.
Sidde med lukkede øjne. Dufte til havet, stranden, vinden.
Dusinvis af indtryk. Fisk, døde krabber, dieselolie, krydret med svage strøg af vaffel og grill fra strandkiosken.
Lydene af bølgerne, mennesker, en traktor, en kutter, latter og råb.

Den første is ved vandet i år. Softice med krymmel i lillepigehænder. Tindrende øjne og klistrede fingre og nydelse så ubeskrivelig.

Der er sommer på vej. Det er der. Kaste sten i vandet. Uanset alder.
Altid kaste sten i vandet. Der er ingen forskel på glæden. Kun kastenes længde eller antallet af smut afslører alder.
En universel handling så gammel som mennesket selv. Kaste sten i vandet, ud i verden, ud i uendeligheden.

Kigge efter sten på stranden. Smukke sten, sjove sten, store sten, små sten, søde sten, sure sten, glade sten.

Hjemme igen med sand i sko og strømper. Smil på læben og sten i lommen.
Æblekinder med softicerester og et par krymmelstykker på jakkekraven.

Qrt

Scenarie 4

qrt — Tue, 24 Mar 2009 09:31:00 +0000

Hele hendes krop sitrede. Hun var rasende, skuffet, ked af det.
Tårerne trillede ned ad hendes kinder.
Man kunne sige, at det nok var hendes egen skyld.
Man kunne sige, at hun nok havde ageret på en uhensigtsmæssig måde.
Man kunne sige, at hun måske havde givet sig selv lidt for mange beføjelser. Lidt for lang snor.
Men det ændrer jo ikke på, at hun i dén grad følte sig dolket i ryggen.
Medens regnen trommede på ruden og trak striber ned ad glasset, kæmpede hun med tårerne og en klump så stor, derinde i brystet.
Man kunne sige så meget, kunne man.
Men det var der jo bare ingen der havde gjort. Der var jo ingen der havde sagt noget. Før nu. Og nu var der gået lang tid. Så nu blev det til en bombe som sprang. Lige op i hendes ansigt. Med sådan et brag.
Det syntes hun ikke var fair.
Hvis hun virkelig havde trådt nogen over tæerne, hvorfor havde de så ikke sagt noget. Sagt fra. Langt tidligere. Sådan af sig selv. Virkede hun virkelig som en, man ikke turde sige noget til ? Eller imod ?
Sådan et billede havde hun ikke af sig selv. Det kunne da ikke være rigtigt.
Dolket i ryggen følte hun sig.
Alt havde hun gjort i bedste mening. Troede at alt var i den skønneste orden. Gjort som hun fik besked på. Troede hun. Åbenbart. Og alligevel ikke.
Eller, havde hun misforstået hvad det var man forventede af hende ? Eller, havde hun måske ikke fået ordentlig besked ?
Nu sad hun her. Med en usynlig kniv stikkende ud af ryggen. Med fingeraftryk af flere kolleger plastret ud over skæftet.
Kunne det så ikke bare være ligemeget det hele ?
Fritsvævende i ingenmandsland. En altfortærende vægtløshed. Fanget mellem oppe og nede.
Langsomt rejste hun sig op. Hendes øjne udtrykte dyb, dyb skuffelse. Forurettethed. Forvirring.
Hun gik hen mod døren ind til produktionen. For at passe sit arbejde. På en anden måde. Hvis hun kunne. Hvilken anden måde var mon så den rigtige ?
Var der nogen som kunne fortælle hende det ? Turde hun overhovedet sige noget til nogen somhelst mere ?

Qrt

Scenarie 3

qrt — Fri, 13 Mar 2009 20:07:40 +0000

Med næsen helt nede over glasset, udtrykker øjnene en blanding af dyb koncentration og intens søgen.
Koncentration for at fange de bittesmå nuancer i duften, og søgen for at finde de tilhørende ord og billeder, som beskriver netop disse bittesmå nuancer.
Dommen er altid ærlig og distinkt. Med respekt for, at smag og behag jo er, ja, smag og behag.
Og alligevel.
Så løftes næsen væk fra glasset. Farven studeres nøje medens indholdet cirkles lidt rundt. Så smages der på indholdet.
På et pænt engelsk, med utvetydig italiensk accent lyder det, ”Very fresh. Nice rum. But it has to stay at least 6 months in the bottle. It still develops in the bottle, U know.”
Jeg nikker bare stille og anerkendende. Det har han jo sikkert ret i. Hvad ved jeg. Jeg er jo bare en glad amatør. Jo mere rom, jo mere glad !

Lidt efter står han med en nyåbnet flaske i hånden, og med et særdeles kritisk udtryk i ansigtet, med næsen nede over flaskehalsens åbning. ”Something is not right here”, siger han og snuser så til proppen. ”It is not the kork”, siger han og rækker proppen over mod mig. Så snuser jeg til den, og tænker at den dufter præcis som den plejer. Men da han så skænker lidt op i et par glas, så vi kan smage, så må jeg give ham ret. Der er virkelig noget som der ikke plejer at være. En svag bitter undertone et par sekunder efter, at rommen har lagt sig på tungen. Og det plejer der altså ikke at være.
Og det giver jeg så udtryk for. Og han nikker og smiler til mig.
Øj, øj, øj !!!
Mon jeg er ved at lære lidt ?!

Qrt

Scenarie 2

qrt — Sun, 08 Feb 2009 20:12:34 +0000

Jeg kan se det på deres ansigter, i det øjeblik de kommer ud fra møderummet. De er blevet afskediget. Intet arbejde mere. Uden job.
Tomme blikke. Skuffede blikke. Vrede blikke. Øjne der flakker og kigger forbi andre øjne.
De mest vrede går direkte til omklædning. Andre går tilbage til produktionen for at sige farvel.
Enkelte går helt istå. Går i sort. Magter ikke beskeden. Står eller sidder bare og venter på et kram.
Ryster.

Ude i fabrikshallen er der stille. Ingen produktiv travlhed. Alle bevæger sig langsomt rundt. Sidder eller står i små grupper. Snakker. Medfølende, indlevende. Endog et strejf af skyldfølelse. Fordi man blev. Og alligevel lettelse. Alle følelser er i spil.
Nu er de væk. Kollegaerne. Fyret. Ubetinget fritstillet pr. dags dato. De var her lige før. Savnet suger i maven.
Magtesløsheden over for økonomiens hårde krav. Krisens benspænd. Bundlinietallenes diktatoriske farvespil.

Vort liv i vort arbejde. Vore kollegaers plads i vore liv. Alt det som fylder i hverdagen. De mange timer på en arbejdsplads. Samvær om arbejde. Samvær i pauser. Og bare samvær.
Den udflydende grænse mellem kolleger og venner med mere.
Forladt står man tilbage, hvis man da ikke var blandt dem der forlod ? Med bøjet hoved. Et hoved som er ved at sprænges af negative altfortærende sorte tanker, som raser bag våde øjne.
Det spænder i halsen. På stort set alle. Driftslederen passerer forbi mig med sitrende læber.
Ingen er umærket.

Vi mister alle sammen noget, sådan en dag.

Qrt

Scenarie 1

qrt — Mon, 02 Feb 2009 09:08:33 +0000

Pakkevognen suser henad gangen. Oppe i den sidder en dreng på ca. 5 år, med et kæmpe smil om munden. To piger på omtrent samme alder løber og skubber til vognen det bedste de har lært.
De hviner og griner så det er en fryd.
De suser ind i fællesrummet netop som jeg kommer op af trappen fra kælderen. Så er det at tøserne mister styringen, og pakkevognen skramler ind i et bord med et højt bump.
Helt stille er de alle tre. Pludselig får den ene af pigerne øje på mig. Hun slipper øjeblikkeligt pakkevognens håndtag, gemmer hænderne på ryggen og siger højt og kvikt, ”Det var dem der gjorde det !”
Da det med al tydelighed ikke kan svare sig at sige noget, smiler jeg bare, vender mig og går videre.
Bag mig bliver der igen fniset og grinet til den store guldmedalje.

Qrt