Qrt's

Jeg tænker, altså er jeg ! Det var der vist en mand som sagde engang. Betyder det så, at jeg, hvis jeg holder op med at tænke, ikke er mere ?
Hvis tanker er liv, hvad er så fravær af tanker ??? Kunne det mon være en slags frihed ?
Hun strakte sig ved skrivebordet. Sad med lukkede øjne foran skærmen, som var fyldt med tal og grafer.
Trættende, trættende, trættende. Hun havde mest af alt lyst til, at holde helt op med at tænke.
Bare det at få lov at sidde foran en skærm, som ikke krævede noget af hende. Som ikke tvang hende til at tage stilling til noget som helst.
Hun sad stadig med lukkede øjne. Kunne ikke få sig selv til at åbne dem igen. Hendes hånd lå let på musen. Ikke en muskel fortrak sig. Ikke se. Ikke se. Ikke klikke. Ikke klikke. Bare lade dette lille øjeblik trække ud i det uendelige.
Hun vidste at åbnede hun øjnene igen, ville et monster stort regneark tvinge sig ind i hendes hjerne, og få hende til at fornægte den lille rest af frihedstrang, som endnu var tilbage et sted derinde.
Hvis hun nu bare ligeså stille, drejede rundt på stolen, rejste sig og gik hen mod døren. Var der mon nogen som lagde mærke til hende ? Så kunne hun bare gå ud af døren. Ud på gaden. Hen om hjørnet. Så var hun fri. Ikke mere regneark. Ikke mere Power Point.
Hun havde en drøm. En drøm om, at hun en morgen under bruseren, pludselig kunne mærke at vandet ikke løb ned over håret, men løb ind i hendes hoved, og skyllede alle tallene, kurverne og præsentationer ud. Helt ud gennem afløbet. Og det gjorde hende fri. Gav hende liv. Fik hende til at føle noget igen.
Måske hun bare skulle finde et andet arbejde, tænkte hun. Så åbnede hun øjnene. Kiggede på skærmen og åbnede browseren. Hun placerede cursoren i Googles søgefelt og skrev ‘ledige stillinger’, medens hun forsigtigt kiggede rundt for at se, om nogen holdt øje med hende.

Qrt

‘Sådan en aften er det, hvor alt andet er så uendeligt ligegyldigt !’

Bare en tanke som lige faldt ham ind, der i mørket, ved grillen, i enden af haven.
Bål og levende lys skaber illuminerede oaser, forskellige steder i den mørke have. Punkter som kalder på intens tilstedeværelse. Rum af hyggefølelse. Lyden af stemmer som taler, griner, taler igen, for med ét at blive stille, på den der distancerede måde som mørke og bål fremkalder.
En kreds af mennesker som sidder og kigger ind i flammerne, hver med deres egne helt private tanker. Intenst åndeligt fraværende.
Så med ét kaldt tilbage til den virkelige verden, ved beskeden om, at natmads-pølserne er færdige.
En efter en går de hen til grillen, henter pølser og brød m.m. og går tilbage til bålet. Indimellem snakkende, indimellem fraværende, indimellem grinende.
Tiden står stille lige nu. Synes det.
Veltilfreds kigger han ud over haven i mørket. Lytter til stemmerne. Serverer pølser. Sanser stemningen, som er fremkaldt af nogle af verdens absolut fineste mennesker, som er samlet lige her, lige nu, i mørket.

‘Sådan en aften er det, hvor alt andet er så uendeligt ligegyldigt !’

Qrt

Hvad fanden skal man med mænd, når man selv kan skyde sine bamser ned ?
Det sagde hun altså, pigesur som hun var !

Ikke at hun på nogen måde forventede et svar. Det ville nok heller ikke være det bedste tidspunkt, sådan lige at tale hende imod.
Hvad skulle det også hjælpe ? På sin vis havde hun jo ret. Set fra hendes side af. Hun kunne selv skyde sine bamser ned. Ramme præcist hver gang. Øvelse gør mester. Guderne skal vide at hun har øvet sig. Peg på en bamse. BANG. Ned kommer den. Hver gang.
Men nu er det bare sådan, at hun ikke er specielt begejstret for alt det skyderi. Faktisk kan hun slet ikke li’ at skyde bamser ned. Faktisk mener hun ganske alvorligt, at det er noget man har mændene til. DE skal skyde bamserne ned.
Men når man nu er tvunget af omstændighederne, så må man jo klare det selv. Når mændene ikke gider skyde, og der vitterligt SKAL skydes. Ja, så må man jo gøre det selv.
Er det virkeligt for meget at forlange af mændene ? Hun spø’r bare. Eller, måske ikke så meget mere.
Nu siger hun bare -
Hvad fanden skal man med mænd, når man selv kan skyde sine bamser ned ?

Det sagde hun altså, pigesur som hun var !

Qrt

Så sidder hun der på bænken ved bordet, og hviler hovedet i sine hænder. En opgivende positur, som står i skærende kontrast til forårssolens opløftende stråler. De stråler som slet ikke formår at trænge igennem til hende, med løfter om sol og sommer.
Det livgivende lys spiller svagt i hendes fine grå hår. Som et ekko af dusinvis af forgangne somre.
Trætheden emmer omkring hende, og virker nærmest visuelt overvældende.
Træt af dage eller mæt af dage ? Var hendes vej fyldt med sten, eller fandt hun en blomstereng at gå på ?
Kredser tankerne om alt det som kunne have været, eller om alt det som lykkeligt blev ?
Er det smilene eller de hårde ord hun husker ? Eller er det lidt af det hele, eller mest af ingenting ?
Se dig ej tilbage, sagde nogen engang ?
Men når man nu er blevet så gammel, at det er den eneste vej man kan se ?

I trods løftede hun automatisk hovedet og den ene hånd og vinker, hver eneste gang hun ser nogen passere forbi. Som om hun kender dem. Eller bare hvis nu. Der i forårssolens lys.

Qrt

Menneskemylder i sandet. Ved vandet. Mellem bådene på stranden.
Forårsvarme. Den første rigtige forårsvarme. Solen kæler for ansigtet. Varmer.
Livtag med svage kølige vindpust.
Sidde med lukkede øjne. Dufte til havet, stranden, vinden.
Dusinvis af indtryk. Fisk, døde krabber, dieselolie, krydret med svage strøg af vaffel og grill fra strandkiosken.
Lydene af bølgerne, mennesker, en traktor, en kutter, latter og råb.

Den første is ved vandet i år. Softice med krymmel i lillepigehænder. Tindrende øjne og klistrede fingre og nydelse så ubeskrivelig.

Der er sommer på vej. Det er der. Kaste sten i vandet. Uanset alder.
Altid kaste sten i vandet. Der er ingen forskel på glæden. Kun kastenes længde eller antallet af smut afslører alder.
En universel handling så gammel som mennesket selv. Kaste sten i vandet, ud i verden, ud i uendeligheden.

Kigge efter sten på stranden. Smukke sten, sjove sten, store sten, små sten, søde sten, sure sten, glade sten.

Hjemme igen med sand i sko og strømper. Smil på læben og sten i lommen.
Æblekinder med softicerester og et par krymmelstykker på jakkekraven.

Qrt