Drømmerier

I perioder drømmer jeg, mildt sagt, sindsygt meget. Kan føle mig helt brugt når jeg vågner op. Nogle gange kan jeg ligefrem have svært ved at vågne, svært ved at løsrive mig, fordi det er så intenst.
Men det er meget underholdende. Det er lidt ligesom at være til en filmfestival, hvor jeg selv deltager i alle filmene. Det er virkeligt underligt. Alle de sære historier man er rodet ind i. Alle de mennesker som også er med. Nogle kender man, andre kender man ikke. Steder man aldrig har været , eller også har været, og så er de alligevel ikke de samme. Nogle gange er det ligesom man ser det hele lidt på afstand. Andre gange er det så intenst at det efterlader et indtryk som man aldrig glemmer.

Jeg drømte engang at jeg druknede. Det var rædselsfuldt. Jeg vil næsten lægge hovedet på blokken og påstå, at jeg ved hvordan det føles at drukne. Næsten. Jeg kunne mærke hvordan vandet trængte ind gennem munden og næsen, ned i halsen og ned i lungerne. Panikken ved ikke at kunne komme op. Smerten da det føltes som om brystkassen var ved at sprænges for at få luft. Og så vågnede jeg og havde det ganske forfærdeligt.
Det er nu mange år siden. Men jeg har aldrig glemt det. Såvidt jeg husker blev jeg syg med influenza umiddelbart efter. Måske det har forbindelse til hinanden. Hvad ved jeg ?

En anden drøm jeg husker er, hvor jeg gik i en verden som til forveksling lignede den verden jeg nu normalt går rundt i. Men her var den tilsyneladende befolket med nisser.
Der var nisser alle vegne. Tykke nisser, tynde nisser, grimme nisser og kønne nisser. De opførte sig ganske som os mennesker. Gik rundt og passede hver deres, så det ud til. Jeg så ikke nogle andre mennesker. Men af en eller anden grund undrede det mig ikke. Det burde det vel egentlig ?
Jeg gik i lang tid rundt i byen og kiggede på nisserne. Travlt optaget af deres gøremål og liv, virkede det som om de ikke ænsede mig. Som om jeg slet ikke var der. Hvis jeg prøvede at tale til nogle af dem, var det som kunne jeg ikke sige noget. Som om det at kunne tale var slået fra inde i mig.
Jeg kunne heller ikke fange deres opmærksomhed på andre måder, selvom jeg prøvede at vinke eller hoppe op og ned. Hvis jeg prøvede at lave støj, som at slå på noget eller banke på en rude, så var det åbenbart kun mig som kunne høre det.
Jeg kunne heller ikke røre ved nisserne. Hvis jeg ville det, så kunne jeg ikke bevæge mig.
Men jeg kunne se på dem. Det kunne jeg. De gik rundt mellem husene, ind og ud af folks haver og ind og ud af døre som stod åbne.
Jeg ved ikke hvad de lavede. Jeg kunne se de fleste af dem havde en slags rygsække på, eller bar på nogle skuldertasker.
Det virkede som om de boede her. Som om de havde hjemme her. Det var ganske vist den samme verden som jeg normalt færdedes i, men lige nu var jeg den fremmede. Den eneste som ikke var en nisse.
Så vågnede jeg. Og alle nisserne forsvandt ud i det blå.
Eller tilbage til deres egen verden.
Eller blev de bare der hvor de var ?
Jeg ved det ikke.

Men der ender som regel med, at jeg ret hurtigt glemmer mine drømme. Enkelte bliver tilbage. Og det er der ingen system i. Nogle husker jeg bare. Andre glemmer jeg.
Men hvorfor mennesket drømmer ved jeg ikke. Det er der nok flere forskellige forklaringer på. Alt efter hvilken psykologisk vinkel man kigger fra. Det er nu også for mig lidt ligemeget. Jeg tager det som ren underholdning, og har aldrig lagt nogen symbolik i noget af det. Har heller aldrig prøvet at tyde mine drømme.
Nogle gange er jeg bare et megastort spørgsmålstegn når jeg vågner.
Og det synes jeg da er lidt fedt på sin egen måde.
Så er der da stadig lidt liv oppe under taget, ikke sandt !

Qrt