Så sidder hun der på bænken ved bordet, og hviler hovedet i sine hænder. En opgivende positur, som står i skærende kontrast til forårssolens opløftende stråler. De stråler som slet ikke formår at trænge igennem til hende, med løfter om sol og sommer.
Det livgivende lys spiller svagt i hendes fine grå hår. Som et ekko af dusinvis af forgangne somre.
Trætheden emmer omkring hende, og virker nærmest visuelt overvældende.
Træt af dage eller mæt af dage ? Var hendes vej fyldt med sten, eller fandt hun en blomstereng at gå på ?
Kredser tankerne om alt det som kunne have været, eller om alt det som lykkeligt blev ?
Er det smilene eller de hårde ord hun husker ? Eller er det lidt af det hele, eller mest af ingenting ?
Se dig ej tilbage, sagde nogen engang ?
Men når man nu er blevet så gammel, at det er den eneste vej man kan se ?
I trods løftede hun automatisk hovedet og den ene hånd og vinker, hver eneste gang hun ser nogen passere forbi. Som om hun kender dem. Eller bare hvis nu. Der i forårssolens lys.
Qrt
