Da jeg i nat var på vej i seng, kom jeg ganske tilfældigt forbi et tændt TV. Uden at kigge nærmere på skærmen fangede mine ører dog en genkendelig lyd. Et stykke musik som jeg mente at have hørt før. For meget længe siden.
Straks stoppede jeg op og tog et par skridt baglæns, så jeg kunne se på TV skærmen. Og, jo da ! Jeg havde hørt rigtigt.
Det var Pink Floyd, der spillede der i TV’et. Faktisk viste det sig at være et helt program, som handlede om Pink Floyd. Vist sent natten til søndag på TV2 Charlie.
Så jeg satte mig ned og kiggede med. Ej, hvor har jeg lyttet meget til Pink Floyd, for ganske, ganske mange år siden. Ved egentlig ikke hvorfor det holdt op igen. Har jo aldrig været træt af deres musik. Men måske noget med, hver ting til sin tid, eller noget sådan.
Men det var faktisk en meget stor fornøjelse, at se det program i nat. Nutidige interviewklip mixet med gamle studie- og koncertoptagelser. Mest handlede det om albummet som hedder ”Dark Side of the Moon”, udgivet i 1973.
Så sidder man der og får et hav af flashbacks til fordums dage. Ej, hvor er det altså længe siden.
En sjov oplevelse i den forbindelse var, at da de i udsendelsen fortalte om det nummer som hedder ”Time”, og spillede et klip derfra, kunne jeg huske hele David Gilmours meget smukke guitarsolo. Tone for tone.
Det var underligt, på en måde. Jo, jeg kan skam godt huske at jeg har hørt den henved en million-milliard gange. Meeeeeen, alligevel. At kunne huske det så tydeligt, så længe efter.
Nu er det altså også et ualmindeligt smukt stykke musik. Ligesom så meget andet Pink Floyd har lavet.
Herunder kan du så selv høre eller genhøre “Time”. God fornøjelse.
Qrt
Jeg tror at vi har en helt speciel skuffe i hjernen til at gemme musik i. Jeg genkender musik på samme måde – extremt detaljeret.