Forår i Rovereto

Selvom vi kun er i marts måned, og det i øvrigt er hundekoldt herhjemme, så kan det sagtens lade sig gøre at finde sommerferie-stemningen frem igen.
En lille flyvetur fra Billund til Bergamo, og en lille køretur fra Bergamo til Isera, så ramte skosålerne igen ægte Italiensk jord. Og selv her i det tidlige forår krøb stemningen ind under huden, lige så snart synet af nyudsprungne kirsebærtræer ramte nethinden.
Vejret er ca. 5 grader varmere end derhjemme, og føles dejlig mild der mellem bjergene, de sidste sydlige rester af Alperne.
Overalt hvor øjet rakte, og i øvrigt hvert eneste ledige stykke jord, er beklædt med vinmarker, som bare venter på at springe ud når temperaturen er rigtig.
Under de tusindvis af vinstokke, ligger et transparentgrønt græstæppe, som står i skærende kontrast til det vissentgule græs som vi kender fra denne årstid i Danmark.
Det emmer af forår, og pirrer forventningerne til den kommende sommerferie. Efter at have sundet sig lidt på altanen til hotelværelset, gik turen ind til Rovereto, for at bruge lidt tid på en bytur.
Gamle huse, smalle gader, butikker, caféer og restauranter. Alt sammen som det nu skal være i Italien. Og nyudsprungne kirsebærtræer. En lille gade med kirsebærtræer langs den ene side, som førte om til et hyggeligt marked, hvor man kunne købe alverdens ting og sager.
Der gik vi så, i et pastelagtigt lys med rosa skær fra træernes blomster, og med duft i næsen af grill og kryddderier fra markedsboderne. Men vi er jo kun i marts måned. Og det er også lidt for koldt til t-shirt…
Men stemningen er altså den samme.

Qrt

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Der er lukket for kommentarer.